1 ud af 365

I dag er det kvindernes internationale kampdag, og det undrer mig til stadighed, at vi kan nøjes med den ene. Ud af 365. Her får du en genbrugstale til hjemlig højtlæsning – blandt andet om at knap 3,5 % af den dyrkbare danske jord ejes af kvinder. Måske er tallet lidt anderledes i år, men næppe i nærheden af en mere ligelig fordeling. Jeg har tænkt mig, at gentage budskabet hvert år, til vi nærmer os:

Det vigtigste i verden er mad. Både for det enkelte menneske og for jordkloden. Vores behov for noget at spise sætter tydelige aftryk på alt i vores omgivelser. Former landskaber, påvirker atmosfæren, havene, dyrene og naturen.

Der er brug for forandringer – for at passe på os og for at passe på livet som sådan. Forandringerne kommer ikke fra vores politikere, fordi økonomiske interesser vejer tungere end ordentlighed. I en tid hvor din værdi som forbruger er større end din værdi som menneske, må du vende tilstanden til din fordel – dine indkøb flytter penge, og penge styrer udviklingen.

I omtrent 70 år har sprøjtegifte været brugt i fødevareproduktionen, og giftspredningen har sat tydelige spor i både mennesker, dyr og natur. Resterne af sprøjtegifte i vores fødevarer stiger år for år – de koncentreres i miljøet op gennem fødekæderne, og myndighederne sætter grænseværdierne op. Både børn og voksne udskiller dagligt sprøjtegifte via urinen.
Forestil dig, at du står i supermarkedets grøntafdeling for at vælge et æble fra bunken. Så kommer æbleavleren ind og sprøjter æblerne med 6 – 8 forskellige pesticider. Hvert enkelt giftstof overholder grænseværdierne, men vi ved ikke, hvilke påvirkninger blandingen giver i en menneskekrop. Ville du spise det æble?
Forbrugerne ser ikke selve handlingen, og varerne mærkes ikke med de anvendte sprøjtegifte. Det samme gælder øvrige konventionelle varer – fra råvarer til færdige produkter.

Uanset hvor højt forarbejdede fødevarer bliver, stammer de oprindeligt fra jorden. Vi får alle vores mad fra den dyrkbare jord. I Danmark er jorden et bemærkelsesværdigt skævt fordelt gode – under 3,5 % af landbrugsjorden ejes af kvinder. Dyrkbar jord er verdens mest kostbare ressource, og det grundlæggende for menneskers overlevelse er gået nærmest upåagtet hen i debatten om ligestilling. Mindst lige så bekymrende er den rigide magtstruktur og hævdvundne kultur i spindoktorkredsen, i aftagervirksomheder, andelsselskaber og i lobbyorganisationer, som følger den foretrukne maskuline landbrugsform – industrialiseret husdyrproduktion med monokultur. Det afspejles i vores livsfattige livsgrundlag, i drikkevandet, i insektlivet, i havmiljøet, i klimaet, i gælden, i husdyrtætheden, i antibiotikaforbruget, i fødevareudbuddet osv. Mand har prøvet, det gik ikke for godt. Lad os opmuntre flere kvinder til at blive landmænd.
Det er langt fra ligegyldigt, hvem der dyrker jorden. Kvinders landbrug er i gennemsnit halvt så store som mænds, og mindre landbrug betyder ofte større variation, herunder biodiversitet og mere liv på landet.

Vi bør fokusere på lokalt, økologisk producerede varer frem for eksport/import-orienteret landbrugsdrift, og producenterne bør være små, så de kan tage sig af både jord og dyr på en langsigtet og holdbar måde. Vi bør afholde os fra at opdyrke stigende arealer med biologisk brændstof – samme arealer kan give mad til mennesker i stedet, og de rige landes kødforbrug bør begrænses, så jord til natur frigøres. Endelig er det helt afgørende at begrænse det tåbelige madspild. For nuværende produceres dobbelt så mange kalorier, som menneskeheden har brug for. En vigtig indsats for fremtidens landbrug handler om at prioritere og fordele kalorierne.

Nogle siger, at det ikke har den store betydning, hvad den enkelte spiser – det er milliarderne, som tæller. Det er også matematisk korrekt, men meget fjernt fra rigtigt. Uden enkeltstående individer kommer vi ikke op på milliarder, og vi kan ikke fralægge os ansvaret ved at henvise til, hvad andre gør. Hvert eneste menneske er en del af summen, og hvert eneste valg har betydning.
Vi er de mange, vi spiser maden – i maden er magten til forandring!

Lone Vitus – Landmand

P.S. For øjeblikket opfordrer Fødevarestyrelsen personligt via mails til, at man melder mennesker, hvis fjerkræ går udendørs. Ovenstående foto er fra marts sidste år, alle vores fjerede dyr er lukket inde, og der er ingen grund til at ulejlige myndighederne.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.