Længe ønsket redskab

I november og december 2013 plantede vi de 2500 træer, der udgør gårdens æbleplantage på ca. 1 hektar. Forinden havde vi brugt et par måneder på at lave espalieret, og det var et noget større arbejde end selve træerne. Hvis du undrer dig over, hvorfor plantetætheden er så høj, og hvorfor træerne er på så svage grundstammer, at et espalier er nødvendigt, så er forklaringen blot, at plantagen lever op til EUs krav.

Lige siden etableringen har vi haft et redskab på vores investeringsønskeliste – et redskab der kan holde jorden under træerne nogenlunde plante- og mosegrisefri. I en økologisk drevet æbleplantage kan man ikke vælge den nemme løsning og køre op og ned langs rækkerne med giftsprøjten, der skal andre metoder til, og noget skal der altså til. Vores jord er et kraftfuldt medium for plantevækst, og hvis vi ikke luger i én eller anden form, står ukrudtet mandshøjt mellem træerne, mens bunden er dækket af senegræs. Det giver flere problemer i æbledyrkningen – plantemassen er med til at hindre luftens frie passage, så svampesygdomme og andet skadeligt kan opformeres, tæppet af græs og andre vækster suger regnvandet, før det når ned til æbletræernes rødder, og samme planter optager også de sparsomme næringsstoffer omkring træerne. Vi passer æbleplantagen ekstensivt og tilfører ikke gødning udefra. Der er sået hvidkløver imellem rækkerne med træer, og kløveren fikserer kvælstof fra luften, desuden går hønsene i plantagen – bortset fra denne vinter, fordi de også er ramt af en pandemi og lukket inde. Men alt i alt er næringsstofferne sparsomme, og det er vigtigt, at æbletræerne ikke holdes uden for festen. Sidst men ikke mindst er der mosegrise, hvis vellevned vi ønsker at begrænse. Mosegrise spiser træernes rødder, æbletræerne dør, og når man tager dem op, er de spidse som en blyant lige nede ved jordoverfladen. Det er til at hulke over, hvis ikke man var sådan én, som ikke hulker over den slags.

Et par år inde i plantagens levetid flottede vi os og købte en brugt rækkerenser. Den var bare for brugt, og selvom den var dyr, var den åbenbart ikke dyr nok. Imellem reparationerne af den har Søren Sørøver gået med den store fræser, række op og række ned, 5 kilometer i alt, for at holde siderne langs æbletræerne bare nogenlunde åbne for regn og næring. Det er alt for hårdt for kroppen, og ikke noget man skal gøre, hvis man vil gøre det her længe; og det vil vi. I efteråret besluttede vi at bruge noget af årets indtjening på det længe ønskede redskab, og i går var jorden tør nok til, at det kunne tages i brug for første gang. Fremgangen er tydelig – den nye rækkerenser svinger ind og ud mellem træerne, og den er også afprøvet i vores gamle vinmark, som hidtil er blevet håndluget omkring stokkene. Redskabet bliver en væsentlig opgradering både af vores udbytte fra planterne og af vores fysik.

Med mod på fremtiden
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.