“Den sidste humanist” i eReolens marts-tema om krimi

Måske kender du vores fælles biblioteksvæsens fine tilbud om udlån af elektroniske materialer – ebøger og lydbøger. Også til den del er der tilknyttet engagerede ansatte, som udbreder kendskabet til litteratur af den ene og den anden slags og med forskellige temaer året igennem. For alle har godt af at læse eller lytte til bøger – det gør noget ved hjernevindingerne.

I marts måned har bibliotekarerne valgt krimi som emne på eReolen, og min roman, der udkom i foråret 2020, “Den sidste humanist” er med i den ublodige afdeling. Sådan én er der nemlig også. Du kan både låne fortællingen som ebog og som lydbog – sidstnævnte er indtalt af dygtige Esben Hansen.

En klassisk krimi er bogen ikke – sådan er den ikke skrevet, men i spændingsfeltet mellem godt og ondt, mellem forskellige menneskers opfattelser af hvad der er godt og nødvendigt, ligger spørgsmål og svar og flyder. Også om liv og død – nogen dør for at andre kan leve. Romanen rummer overvejelser, og du kan gøre dig dem i trygge hjemlige omgivelser uden noget på spil. Det er læsning. Eller lytning.

Du finder temaet HER.

Det vil glæde mig, hvis du vil bruge tid på bogen
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.