Bagebogen “Lone Landmands kager” på Coop Crowdfunding

Måske husker du, at vi i samarbejde med restaurant Hærværk i Aarhus for et års tid siden oprettede et crowdfundingprojekt omkring en bog. Det gik langt over forventning med hensyn til opbakningen, og der var megen glæde og fællesskab i gennemførelsen af de arrangementer, som indgik i crowdfundingen.

Nu har Søren og jeg, efter forespørgsel hos Coop (som lagde platform til crowdfundingen i foråret), truffet en beslutning om at gøre forsøget med vores kommende udgivelse “Lone Landmands kager”. Det nye projekt er oprettet i systemet og publiceret for kort tid siden. Herunder kan du læse teksten og det vil glæde os meget, hvis du vil bidrage til at nå målet:

Kære læser – sammen kan vi udgive en helt særlig bagebog!

Har Søren Sørøver & Lone Landmand ikke lige udgivet en bog, sidder du måske og tænker, og jo det er korrekt. Mens coronaen i foråret lukkede samfundet ned, startede Restaurant hærværk og vi et samarbejde op omhandlende kogebogen ”Hærværk – en håndbog.” Den blev en stor succes både her på Coop Crowdfunding og i handlen. Da Lone havde sat sidste korrekturkomma, og manuskriptet var sendt til trykkeriet i oktober, gik der ikke mange timer, før man kunne høre klikkende iver fra tastaturet i hendes skrivehjørne. Næste bog var på vej.



En opskriftsamling med minder – et kagekalejdoskop

Kagebogen har strengt taget været undervejs i årevis, hele livet kan man faktisk godt sige. En imponerende samling af kager, der alle knytter sig til stunder, oplevelser, livsændringer og store og små minder. Med andre ord er det kager, der er samlet og udviklet gennem et levet liv med en bageovn inden for nærmeste rækkevidde. Når man, som Lone, virkelig holder af at bage, falder det naturligt, som udenforstående virker det vildt. 120 forskellige kager!

Med Landmandens nye bagebog får du intet mindre end 120 fantastiske kageopskrifter – det betyder, at du kan bage en ny kage hver måned i hele 10 år! Det er vanskeligt at sætte så mange kager i bås. Jeg er fristet til at skrive almindelige kager, i ordets bedste forstand – her er ikke nogen uopnåelig perfektionisme – det her er ikke kager, der skal ligne, det er kager, der skal smage, og vigtigst af alt – det er alle kager, du kan bage hjemme i dit eget køkken.

Lige siden Lone luftede idéen om kagebogen på de sociale medier, er det strømmet ind med positive tilkendegivelser og opfordringer til kager, bagt med Lones opskrifter, som læserne elsker og som fortjener plads i bogen. Mange opskrifter lå på en ældre blogplatform, der ikke længere er tilgængelig, og de kager lader til at have været savnet. Således er bogens format stille og roligt forøget.

Nu er alle opskrifter vurderet og udvalgt – kagerne er testbagt og tusindvis af fotos er blevet til nogle hundrede stykker, som kommer til at akkompagnere opskrifterne og de små stemningsbårne indledninger, der fortæller lidt om kagen og meget om livet. Som sædvanligt her på stedet, laver vi det hele selv. Lone har igen taget nogle vidunderlige og endda forunderlige fotos, og inden længe går jeg i gang med den grafiske opsætning af bogen, så de trykklare filer kan blive færdige. Vi gør os altid meget umage, uanset hvad vi skaber, men denne bog har en særlig plads i os, for ”Lone Landmands kager” kan blive din yndlingsbagebog mange år frem, måske i generationer, og derfor lægger vi alt i at gøre bogen til noget helt usædvanligt – gøre den til en glæde hver eneste gang du slår op i den.

Formatet bliver stort og smukt. Vi har så mange tanker, idéer og vigtige ting på hjerte, at det ikke kan være anderledes – det bliver en bog af betydelig kaliber. Som altid anvender vi det lokale trykkeri, der er kendt for ypperlig kvalitet; den eneste, der er god nok til lang tids brug. Vi er de samme to til at lave bogen som til at skaffe penge til at dække trykkeriomkostningerne – al støtte går direkte til at få bogen trykt. Det bliver en ordentlig udskrivning på langt over de 50.000, vi har sat som mål i crowdfundingen. Din støtte vil udgøre et værdifuldt bidrag, der giver ro og mindsker usikkerheden ved investeringen. Derudover er det fantastisk motiverende at arbejde på noget, som vi ved, at nogen gerne vil have, og ved at støtte med et køb varmer du os helt ud i fingerspidserne, når vi sidder og arbejder på bogen.

Tilbage er kun at takke for din opmærksomhed – med håb om at projektet har vakt din interesse. Der er flere måder, hvorpå du kan støtte. Du kan vælge 1 eller 2 bøger, som vil blive sendt ved udgivelsen, eller du kan vælge et af vores to arrangementer, hvor kage, hygge og formidling vil være i højsædet: https://crowdfunding.coop.dk/project/1175/description
Uanset valget – TAK!

Mange venlige hilsner fra
Lone Landmand & Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.