Mere arbejde på kagebogen

De seneste tre dage har der været pause i køkkenombygningen, fordi almindeligt liv og andet arbejde også skal passes. Mest af alt har jeg brugt de tre dage på at komme videre med kagebogen – har lavet en liste over de kager, som mangler at blive bagt og fotograferet, samt skrevet opskrifter, bagt og fotograferet. Sidstnævnte har været hjulpet godt på vej af det gennemtrængende dagslys.

I de mørke timer har jeg bagt, og ved 13-tiden, hvor lysets vinkel er bedst, er kageparaden rullet frem til forevigelse. Der har været børn hjemme i weekenden og derfor bedre afsætning på kager. En del af de seneste opskrifter har været på småkager, og de kan spises over længere tid. Selvfølgelig er der skærekager, muffins m.m. som vi ikke helbredsmæssigt kan forsvare at sætte til livs i det tempo, de bages i. De ender i fryseren og vækkes til live, når vi møder mennesker igen.

For nyligt blev vi venligt gjort opmærksomme på, at man ikke må spise de kager, som indgår erhvervsmæssigt i fremstillingen af en kogebog. Det er et spørgsmål om skat, selvfølgelig, men at smide den ene lækre kage efter den anden i skraldespanden for at kunne trække udgifterne fra skattemæssigt er absurd og ikke tilfældet her – indkøbene sker over privatkontoen, og vi spiser de kager, vi vil.

Også i dag
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.