Søren Sørøvers middagslur er reddet

Engang for længe siden – mens der stadig stod 1800-etellerandet på kalenderen, blev min oldemors søster født. Moster Anna, blev hun kaldt af min mormor og senere hen af min mor, for et navn er et navn, uanset hvis moster man er.

Moster Anna var økonoma på Montebello Kuranstalt i Helsingør, desuden var hun ugift og boede på en lille landejendom nær skoven ved Tikøb. Som enhver ved, kan det være dyrt med mand og børn, men Moster Anna skulle bare sørge for sig selv og kunne derfor bruge penge på ordentlige møbler bl.a. en velpolstret lænestol. På trods af den manglende ægteskabelige lykke, eller måske netop derfor, syntes Moster Anna, at mænd var noget helt særligt, og når familien kom på besøg, blev der puslet særligt om min morfar, som fik hæderspladsen i den store lænestol. I Moster Annas testamente var min morfar begunstiget med selvsamme lænestol, og i mine barndomsminder sidder han oftest i den i hjørnet af den lille røgfarvede stue på Solskrænten 4 i Hillerød. Ingen andre tog stolen – den var reserveret af usynlig ejerkarma, indtil jeg arvede den og hjembragte den her til gården.

Selv et gedigent møbel bliver slidt med tiden, og uldbetrækket gav op for mange år siden. Derfor har den gamle lænestol været beklædt med et smukt tæppe, og hvor meget mere kan man ønske sig? For Søren Sørøver har det været nok – morfars gamle lænestol er Sørøverens nu og den faste plads til middagsluren. Et uundværligt møbel.

Da vi ryddede arbejdsværelset for at istandsætte det, blev lænestolen tippet i forbindelse med flytningen. Dels viste det sig, at alle gjorder havde givet op og sluppet bundrammen, og dels viste det sig, at Sørøveren ikke kunne hævde suverænt ejerskab – i bunden boede en lille mus. I går fik lænestolen nye gjorde, den afgnavede majskolbe blev båret væk og musen er flyttet ud til katten.

Måske er morfars lænestol fra 30’erne eller 40’erne – hvem ved, ingen gør efterhånden, men jeg ved, at der er en ubetalelig glæde ved reparation af gamle møbler, som ikke følger med nye.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.