Sørøverens nytårstale 2020

2020 var i særdeleshed et helt specielt år – mange vil huske det, som et år hvor der skete alt for meget, og lige så mange vil nok huske det, som året hvor alt stod stille. Der er stor sandhed i begge dele, det er ganske givet.
For os var det i bund og grund et godt år, og ser man bort fra alt det kaos og usikkerheden, ikke at det i virkeligheden er muligt, men vi prøver lige alligevel, så må man anse året for forrygende. Der er meget skidt at sige om corona-tilstanden, selvfølgelig er der det, men der er bestemt også gode ting.

Egentlig var det ikke meningen, at dette skulle handle om Corona – jeg tænker ikke, at den har brug for meget mere opmærksomhed, end den allerede har fået. Det, der til gengæld skal have lidt opmærksomhed, er det den har gjort ved os. Her tænker jeg hverken på indlæggelser eller afspritning, men mere den splittelse, den har givet i samfundet. De dage, hvor coronaen har gjort mig ked af det, har det i langt højere grad været debatten her i landet, der har rørt mig. Venner, bekendte, familie, meningsdannere, medier, eksperter, høj som lav, har haft en mening om alt, der vedrører denne sygdom, og det er er der jo sandt at sige ikke noget galt i, men tonen, for satan, fristes jeg til at skrive! Hadet til medmennesker med andre holdninger end én selv, foragten for andet politisk ståsted, mistro, skepsis, løgn og latin. Det virker som en stadig eskalering af folks ego og en minimering af tolerancen for flokken. Og det smitter, mundbind og håndsprit til trods, det er der ingen tvivl om – man mærker det selv – frustrationen, en sauronsk formørkning af sindet, når man læser diverse debattråde. Man får selv lyst til at tackle de tåber og vride deres hoveder i mudderet, og så kunne man jo upassende fejre det med kage, hvis det virkelig lykkes at få skovlen under en modstander. Måske vil man endda sidde med en følelse af magt, eller er det mere afmagt? Fornemmelsen af at have ret, ikke fordi man faktuelt har ret, op i ”ræven” med det, men mere en følelse af, at jeg har ret, fordi den anden har uret – og kan jeg drukne modstanderen i lort, ja så kan jeg sejre og stå på min ret, uanset hvor ret jeg egentligt har. Bekymrende, nedslående og noget vi for alt i verden ikke må give lov til at blomstre, og her har coronaen og alle de dilemmaer, den har medført, været den pureste gødning.
Apropos ret – rigsret filiongongon – Støjberg fik en plads helt nede i bunden af klassen, så med lidt held hører vi ikke noget fra den tonedøve ordkriger i et stykke tid. Og tonen tror jeg ikke, vi kan tillægge nok betydning i fremtiden, hvis vi ønsker et samfund i fred og fordragelighed.

År 2020 var også året, hvor DR sammen med flere organisationer satte historisk stort fokus på naturen. Samme år som iltsvindet i de danske farvande var ligeså historisk stort, og mens vi snakker om fredskov og insektdød, så henlægges enorme arealer af havbunden under store hvide ligklæder i form af svovlbrinte, der intet levende efterlader. Min tiltro til menneskeheden er, set med naturens briller, for nedadgående, vilje kan flytte bjerge, men en mangel på samme kan henlægge de mest foruroligende ting i glemsel. Se nu bare når vi selv er truet af en pandemi. Nye teknikker udvikles med imponerende fart og løsninger bliver fundet. Vi har siden industriens spæde start arbejdet benhårdt på at afvikle kloden som beboelig, lige fra de dybeste have til den tyndeste atmosfære, og med århundreder på bagen har vi stadig ikke lige fundet en løsning på at eksistere som mennesker uden at save vores egen gren over.

Alligevel tror jeg, at vi er på vej ind i en tid, hvor forståelsen for vores eksistens udvides fra et meget snævert verdenssyn til at begribe mere af den helhed, vi er en del af. Til gengæld kommer denne udvikling som sædvanligt ikke fra toppen af samfundet. Lige nu er hele den kapitalistiske verdensledelse ved at panikke over, at det dejlige forbrug bliver bremset, opsvinget, væksten – du ved, den der skal redde os fra det hele. Alt imens man kan mærke planeten ånde en smule lettet op, noget stakåndet, efter en periode hvor helt almindelige mennesker fløj til Sydfrankrig på weekendtur for at få serveret asparges fra Peru og skaldyr fra Læsø. At denne pandemi skulle give en anelse restitution, højere skat og knap så mange penge i hænderne på dig og mig er uomtvisteligt godt for kloden. Ligesom den nu totale udebliven af mink i dansk industrilandbrug giver et langt bedre miljø især på hederne. Minkene tabte til folkesundheden, og naturen vandt. En vinder, der næppe havde fået lov til at stå på podiet, hvis kampen blev spillet for dens skyld. Og sådan er der ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi har lært utroligt meget af denne her tid. Stressen, præstationen og livet i overhalingsbanen betyder måske ikke så meget. Snarere er det andre mennesker, oplevelser i nærhed og samhørighed med omgivelser og natur.

Når jeg nu lige nævner oplevelser i nærhed, så var det også året, hvor vi fandt ud af, at alle parter skal være enige om, hvad turbåndet gælder til, ellers ender det galt. Tænk engang, i år har man, hvis man var driftig nok, både kunnet være seriekrænker og superspreder. Egentlig klæder de ord hinanden uhyggeligt godt.

Som nævnt har det her på gården været et dejligt år og brugte man ikke for meget tid på de asociale medier, så kunne humøret holdes højt. For er der noget, der passer os to på landet, så er det fred og ro til at passe gården. Da det blev presserende at tjene lidt penge, jamen så blev det meste af det, vi havde planer om både tilladt og gennemført – det blev en heftig og intens arbejdssommer. Efteråret bød på nye restriktioner, og det gav tid til at pudse vores netbutik lidt af, og så blev den nærmest bestormet som en nylagt kokasse på en sommermark! Livgivende var det og tak for det! Vi udgav også en kokkekogebog med Restaurant Hærværk og i skrivende stund, en måned efter udgivelsen, er den ved at være udsolgt! Det er, som Rune fra Restaurant Hærværk siger: ”Helt vildt!” Og ja, det kan man kun give ham ret i. I foråret plantede vi en ny vinmark, byggede et nyt drivhus, byggede om i vineriet og malede alle produktionslokaler, anlagde en ny stor køkkenhave med tilhørende vejbod og så alt det sædvanlige.

Hvad der skal ske det kommende år, er lidt uvist – vi ved ikke rigtigt, hvad vi må og kan, så vi kommer til at tage det sådan lidt hen ad vejen. Vores Sommerrestaurant, der efterhånden er en tradition, skal på den ene eller anden måde gennemføres – vi elsker det og det samme gør gæsterne. Ud over det er der nogle dejlige mennesker, der har bestilt gården og os til nogle helt særlige dage for dem, og det skal de få – alt hvad vi kan give dem! Vi kommer også til at lave nogle fantastiske grøntsager til vejboden og arrangementer (udsøgt sensommer-jazz er snart på plads), brygge noget dejligt øl, lave vin i verdensklasse og lige om ikke så længe præsentere jer for helt nye projekter i den alkoholiske ende.. som man siger.

Jeg er sikker på, at 2021 bliver et godt år og en ting er helt sikker – her på gården vil vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at det sker. Før du får set dig om, er Lone klar med kagebagebogen over dem alle, som vi glæder os meget til at præsentere for dig.

Tilbage er kun at sige godt nyt år – vi glæder os til at dele det med jer.

Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.