TAK

fbt

Fornemmelsen af at mennesker vil hinanden det godt udover det strengt nødvendige – som at overholde færdselsreglerne, betale skat og afvente turen i køen, er altid opmuntrende. Men særligt opmuntrende er den i de her tider, hvor man kun ser ganske få udover de færreste, hvor omtrent 2/3 af de flestes ansigtsudtryk forbliver en hemmelighed, og hvor den sociale lim er størknet i tuben.

Der skal bides nogle tænder sammen, der skal holdes mere sammen, end vi er vant til, og det er noget af en kovending efter årtier med fokus på de individuelle præstationer og enhver-er-sin-egen-lykkes-minister-politik. Fællesskabet er nu kastet ind på gulvet, som en tumling i børnehaven, og mens såvel etablerede medier som sociale medier har travlt med at daske den ned i vandret, så afspejles dens bundtunge ballast i vores omsorgsfulde sygehusvæsen, i ansvarligheden blandt flertallet, aflysninger, afbud og afsavn.

Her sidder vi langt ude på landet i en uvirkelighed, hvor social kontakt mest af alt foregår virtuelt med bogstaver – udad og ensrettet, men alligevel går det også ind – hjertevarme i uld, maske for maske, gode tanker fastlåst i både mønster og form. Timevis af usynligt samvær nørklet ind noget fuldstændig håndgribeligt – to hjemmestrikkede sweatre på vores dørtrin i dag.

Det er ikke bare tøj. Det er indbegrebet af omsorg – fornemmelsen af at mennesker vil hinanden det godt udover det strengt nødvendige. Tanken om at nogen derude har givet deres tid og energi for at gøre vores vinterdage og liv bedre. Med hold på kropsvarmen og en ordentlig dynge kærlighed som brændsel. Vi er rørte, taknemmelige, glade og varme.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.