Kagebog

Jeg ved godt, at det fjollet. At det var længe ventet og smartere at slappe lidt af. Drive rundt, gøre ingenting og falde til ro indeni. Men jeg er ikke rigtigt der, sådan mentalt, og nu mens det krævende manuskript til Hærværks bog endnu ligger hos korrekturlæserne, og vi først om en uge, når afleveringen til trykkeriet har fundet sted, kan læne os tilbage, så bliver jeg hængende inde over skrivebordet.

Der er så mange ting, jeg gerne vil, men min hjerne er stadig coronaurolig. Jeg ville gerne i gang med at skrive på en ny roman, nu det store projekt er afsluttet, men det er som om, der er for langt ned til de dybere lag at skrive fra. For megen uro på overfladen. For lidt fred at samle sig om.
Der var taget en principbeslutning om, at indre pres skulle mindskes, så jeg ville ikke gå i gang med et nyt bogprojekt foreløbig. Indtil en aften for 6 dage siden.

Kære Lone, jer er en ‘gammel’ fan, der er bosiddende i England. Jeg har lovet mine tre børn at bage æblekage til de kommer hjem fra skole. Men til min skræk og rædsel kan jeg ikke få adgang til din ‘æblekage – slet & ret’ på din hjemmeside; den eneste æblekage de kan li’ da der ikke er stykker af æble i. Hvorfor jeg ikke har printet opskriften ud over årene er et godt spørgsmål. Hvis du havde tid 😬 til at sende opskriften ville vi blive lykkelige. Men jeg forstår osse godt, hvis du ikke kan svare på alverdens henvendelser fra nær og fjern.
Mange hilsener,
Barbara

Beskeden var godt et år gammel, da jeg opdagede den, og tålmodige Barbara prøvede igen for 6 dage siden med en ny besked og samme budskab. Det var en opskrift fra den gamle blogplatform, som er slettet, og jeg havde ikke selv en kopi liggende. Men jeg har notesbøger fra forskellige tider, håndskrevne papirlapper fra forrige årtusinde, min mormors udklip og diverse samlinger. Den må jo være der et sted, tænkte jeg, og kunne nogenlunde tidsfæste kagen. Det er jo ærgerligt, når noget går tabt, og det er særlig ærgerligt med opskrifter på æblekager.

Ved gennemgang af den lasede samling løsblade, spiralhæfter og laboratoriebøger dukkede den efterspurgte opskrift op i notesform. Undervejs i papirarbejdet gik det op for mig, at mit liv ikke har drejet sig om kager, men at kager har drejet sig om mit liv. At til den ene opskrift efter den anden hørte minder, følelser, familiemedlemmer, venner, begivenheder, stemninger, dufte, steder og fortrængninger. At der i hver opskrift er en fortælling. Det bliver en anderledes bog, en kronologisk kagebog med de bedste opskrifter – et kagekalejdoskop.

Som jeg er gået i gang med at skrive
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.