Endnu en fotodag

I morges tog vi afsted til Aarhus, og der har vi tilbragt dagen i en baggård. Ikke i en hvilken som helst baggård, men den som ligger klemt inde bag Restaurant Hærværk og nogle beboelsesejendomme.

Selvom området er småt, er der på denne årstid stadig godt lysnedfald visse steder. Det starter mod øst og giver et sælsomt flimmer igennem hyldens blade, så kommer et mere opdelt lys gennem den smalle passage ud for gavlen mod syd, dernæst fuldt blus et kort stykke tid over taget, så diffust lys skabt af en udvendig trappe mod vest og til sidst falder chancerne.

Lys er, hvad dagen handlede om – lys i de madfotos, der skulle tages til den kommende bogudgivelse “Hærværk – en håndbog”. Så det meste af dagen er tilbragt på knæ eller siddende på en beskeden pude i lavformat og med alle sanser stillet ind på at opfange magien i hver enkelt ret. Rune og Esben fra Hærværk stod i køkkenet og arbejdede hårdt; tallerkener, fade m.m. blev båret ud af bagdøren i et imponerende tempo af Søren Sørøver. Holdt, vinklet og foreviget.

Det går fremad med den bog
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Endnu en fotodag

  1. Anette siger:

    Glæder mig til at modtage bogen – det ser fantastisk ud!

  2. kirstenhelbak siger:

    Jeg er fuld af beundring, – i er bare så dygtige begge to!

Der er lukket for kommentarer.