2. omgang i 2020

For en uges tid siden fik den gamle muflon Fru Kules et sensommerlam – hendes andet afkom i år. Det var højst uventet og aldrig sket før her på gården. Dels at husdyrene formerer sig to gange på en sæson, og dels at lam fødes så sent på året.
I går morges læmmede endnu et får, Solveig, hun stod i den lune morgenregn med to fine sorte lam. Over middag var der et nyt dyr mere på fåremarken – Mirakules havde fået et lam.

Det er ikke til at sige, hvorfor dyrenes cyklus ændres. Om det er ligesom med træer, der laver desperat frugtsætning efter tørketider, som næsten tager livet af dem. En nødvendig forplantning i sidste øjeblik. Eller om det er en reaktion på de ændrede klimatiske betingelser, ligesom vi mennesker reagerer på ændringerne, forholder os til nye vilkår og tilpasser os.

De seneste år har der ikke rigtig været vinter, og efteråret har af og til budt på temperaturer, som også findes i juni. I Danmark har vi gennem tiden haft mulighed for én høst pr. år, desuden har der været sået vinterafgrøder enten til fiksering af næringsstoffer eller til fremspiring og høst året efter. I køkkenhaverne har man typisk kunnet så forskellige asiatiske kål til salatbrug sent på sommeren samt nogle få andre urter, men ikke en egentlig ny høst af grøntsager.

I år prøver jeg det altså. At så køkkenhaven og drivhuset til med 2. omgang grøntsager, salater m.m. Vi tager næsten den fulde pakke med gulerødder i forskellige sorter, bolsjebeder, ærter, rødbeder, radiser, salater, løg, blomster, dild og andre urter. Dagslængden er aftagende, og jeg tænker, at lyset bliver afgørende, så det bare er med at skynde sig i gang.
Man finder ikke ud af, om det kan lade sig gøre, hvis man ikke prøver. Og hvor galt kan det gå?

Det har været en våd nat, og nu skal jeg ud og frottere nogle lam
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til 2. omgang i 2020

  1. Pingback: 2. gang | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. persille siger:

    DET er jeg da vildt spændt på, Lone!! Det er da vildt. Men jeg tror måske også, at du har extra instinkter med dig i naturen. – Og det kommer jo oveni alle faktorerne… Det har tit ærgret mig, at du ikke lige forklarer, hvad du gør. Og jeg gemmer tit billeder fra drivhus, køkkenhave etc., for det gør mig så glad – det er lisom om planterne vælter op med sådan en tilfredshed og tilpashed, de virker virkelig somom, de er blevet passet af nogen, som kender dem. Og hvordan i alverden du lige gør det, ja, det tror jeg BARE det er noget du kan…pøj – pøj!!

Der er lukket for kommentarer.