Kurt kragedyr

En stille sommeraften, nærmest nat, i sidste uge sad vi på den lille røde bænk ved stuehusets vestgavl. Hundene snøftede rundt i haven, og selvom man aldrig burde sove i de lyse nætter, ventede vi bare på, at de skulle blive færdige, så alle kunne komme til køjs.
Pludselig var der en vældig flaksen i toppen af det gamle pæretræ. Nogen baskede forventningsfuldt med vingerne i kragereden. Lidt ukontrolleret, men tydeligvis stålsat på brugen.

Næsten morgen sad en lille halvfærdig krageunge på græsset under pæretræet. Hale var der ikke blevet til endnu, og vingerne var ikke meget bevendt. Den var landet lige i nærheden af gæs og ænders badekar, og vi forudså, at en arrig gås ville skille kragehoved fra kroppen ved første lejlighed. Så jeg tog de store handsker på og løftede tennisbolden op i pæretræet, hvor den kom fra. I håb om, at forældrene ville fodre videre og passe på ungen. Kurt krageunge.
Man ved selvfølgelig aldrig, om det er en han eller en hun, men Kurt passede fint, syntes vi.

Resten af dagen var dyret ikke at se, og overlevelseschancerne var ikke store; nærmest hver dag ligger der spredte stumper af skadeunger og andre fugle rundt om i haven.

Da jeg åbnede bryggersdøren morgenen efter og lukkede de opstemte hunde ud, sad kragen Kurt på næsteøverste trappetrin. Vi blev lige overraskede alle fire. Jeg snuppede fugleungen foran de ivrige hundenæser og satte den tilbage i pæretræet. Der var stadig ingen haleføring eller vingesus at spore, kun nogle små blå plirrende øjne og kragetæer som holdt godt fast i min hånd.

Senere bevægede Kurt sig hoppende rundt i haven og blev set flere steder. Derefter gik nogle dage, hvor han var væk, og jeg opgav drømmen om en kælekrage, som kunne oplæres til at finde alt det, der bliver væk for os. Værktøj, nøgler, beslag, skruer m.m.

I forgårs kom Søren Sørøver og fortalte, at han havde en god nyhed – Kurt sad omme på grendyngen ved køkkenhaven, og kaldte på sine forældre. Krævede ind. Kraaa, kraaa, kraaa.
Vedholdende, opmærksomhedskrævende, klassisk.
Han var vokset, og forældrene holdt øje fra træerne over.

Måske går det alligevel
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Kurt kragedyr

  1. Anita siger:

    Dejlig historie om Kurt Krageunge. Jeg håber sådan han overlever 🙂

  2. Palle siger:

    Jeg kan godt lide Kurt… det er næsten som at være der… 🙂

  3. Pia Sofie Lotus Sommer siger:

    Lone du skriver simpelthen så godt, jeg kan føle hvert ord, tak for det…..Sikke en gave…
    Dejligt at høre med kragen, jeg have en lignende oplevelse med en duen for nogle år tilbage, den klarede også skærene…..Kærlige mandagshilsner fra Tappernøje, Sydsjælland

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.