Vandnymfer og guldsmede i Sørens sø

I disse uger vrimler det med nye insekter nede ved Sørens sø. Små vandkalve trækker hastigt ud på dybere vand, når man går langs breden. Turkisblå og gyldne vandnymfer bevæger sig i ryk eller har travlt med parringsmønstre, hele sværme at nyklækket liv danser tæt på overfladen og det hele trækker svaler, fiskehejrer, havfugle, andefugle og andre dyr til.

Vandnymferne er ikke alene om at skabe farvestriber i luften, men hvor de voksne nymfer er små diskrete streger, er deres onkler, guldsmedene, nogle ordentlige maskiner. Guldsmedene er steget op for nyligt, og der er forskellige, blandt andet blå libel, men også grønne og gyldne arter.

Guldsmedene er territoriale og stærkt optagede af at være det. De kaster sig til siden, når Albert og den store pind flyver gennem luften, men ellers kommer de tæt på både hundene og os, ser os an og flyver hastigt videre for at jage andre guldsmede ud af den usynlige afgrænsning.

Når det bliver tid til parring og æglægning ses de flyve i tandem hen over søen. Æggene lægges drypvist på vandets overflade, og det meste af et guldsmedeliv foregår i vand. Når ægget er klækket, lever guldsmedelarven 2-6 år i søen, og først når den er udvokset, kravler den en nat op på land eller på en flydende vandplante og forvandles til et flyvende insekt med imponerende vingefang. Herefter har den en måneds tid tilbage til at sørge for næste generation. Guldsmede er rovdyr, som sætter en del andre insekter til livs.

Og nu skal vi ned til søen
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.