Coronaopgradering af vineri og køkken

Da det meste lukkede ned, og udsigterne til arrangementer og øvrige besøg på gården fik lange udsigter, gik vi (også) i gang med at opgradere, istandsætte, male og ondulere vores vineri og det fødevaregodkendte køkken.

Det var absolut med på listen over forårsprojekter, men hårdt nedprioriteret i godt vejr. Som bekendt har der været usædvanligt mange solskinstimer med mulighed for at arbejde på de udendørs opgaver foråret igennem, og derfor er den forholdsvis store indendørs opgave bare skubbet foran det øvrige.

Nu går den ikke længere. Snart skal vi kunne lave mad og tappe vin, øl, cider m.m. igen, og byggepladsen må vige for noget brugbart. Du bliver skånet for billeder af totalt kaos, vaklende opstablinger og ufremkommelige lokaler. Meget kan man byde dig, men vi går ikke over grænsen.

Derfor ser du her billeder fra sidst på lørdagen – Sørøveren har lagt dagens energi i vineriet, og jeg har holdt mig beskæftiget i køkkenet. Vi er ikke færdige, men har taget en ledelsesbeslutning om fyraften nu og så fortsætter indsatsen i morgen.

Det bliver godt
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Coronaopgradering af vineri og køkken

  1. Hvor får i dog al den energi fra?

Der er lukket for kommentarer.