Hærværk – en håndbog

Sværten er næppe helt tør endnu på Lones nye roman, og alligevel er der allerede et mylder af nye ord, som stille og roligt former sig, giver mening og ikke mindst holdninger.

Vi var ikke ret mange dage henne i coronakrisen, før vores gode venner, og én af vores bedste kunder i øvrigt, kom med en idé. Deres bookingbog var tom, restauranten lukket og modet pænt lavt. Vi har fulgt med fra sidelinjen under restaurantlukningerne, en stor del af vores omsætning kommer fra salg til branchen, og der er i sagens natur ringe udsigter til den slags nu. Nå, men en aften tikkede der en besked ind fra Rune, indehaver af Restaurant Hærværk: ”Hvad skal der egentlig til for at lave en kogebog om Hærværk?”

Vilje! – vil stort set altid være mit svar på den slags forespørgsler. Vi satte os sammen med god afstand ude i gårdspladsen og snakkede os lynhurtigt frem til 220 siders fantastisk rejse gennem Hærværks 6 år i Aarhus, hvor fokus har været på lokale og økologiske råvarer i sæson. Landmanden og jeg har været så privilegerede, at vi har været med på hele rejsen. Fra første, lidt kluntede, færd til mad af en anden verden. Hærværk har gjort det, man i fremtiden forventer af en restaurant – de har bare gjort det udelukkende efter egne forventninger og før alle andre. Derfor står de som et lysende eksempel for andre i branchen.

Det var da også legende let at sige ja til bogprojektet, for hvem vil ikke gerne hjælpe et så vigtigt budskab ud i verden og ikke mindst, hvem vil ikke gerne lære folk at lave vidunderlig bæredygtig mad hjemme i deres egne køkkener?

Men krisen kradser, og det ville være uansvarligt at suge bunden ud af kassekreditten i en tid som denne, så i stedet for at gamble med fremtiden, så giver vi dig muligheden for at sikre, at projektet – bogen, kommer i trykken og hjem i dit køkken. I samarbejde med Coops platform kaster vi os ud i crowdfunding! Belønningsfunding vel at mærke, så du naturligvis får noget for dine penge. Kig ind på https://crowdfunding.coop.dk/project/739/description og hjælp med at gøre bogen til en realitet.
Søren Sørøver – med eftertryk

P.S. Det er faktisk præcis det, Mette siger, med at holde sammen hver for sig 🙂

P.P.S. Foto af Jesper Rais

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.