Årets læggekartofler

I forgårs ankom årets læggekartofler og stikløg. Nettene med løg – røde og gule – er hængt op i bindingsværkladen, hvor der er god luft omkring dem. Jorden her er endnu ikke mild og tør nok til, at de kan sættes. Men det kommer. Lige straks bliver jorden bedre.

Dette års kartoffelsorter er Ditta, Milva, Alouette og Alliens. De første tre er gode at dyrke på gården, sidstnævnte er årets prøvekartoffel. Hvert år er der faste kartoffelpartnere og en enkelt løsagtig. Alliens er en salatkartoffel, som skulle have god resistens overfor skimmel og holdbarhed til langt hen på næstkomne forår. Begge dele er fine egenskaber.

Læggekartoflerne er fordelt i lave kasser og sat til forspiring i drivhuset, hvor lyset vælter ned over dem fra alle sider. Om nogle uger kan de få lov til at sætte rødder.
Kartofler er noget af det nemmeste at dyrke, så hvis du har et lille stykke jord, en græsplæne at vende rundt eller en lille lånelod, så få fat i nogle kartofler, læg dem til forspiring, glæd dig over deres udvikling, plant dem og høst dine egne kartofler om nogle måneder.

For fremtiden
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.