Og tænk engang – det koster slet ingenting!

Sidste år, sådan sidst på det, fik vi indlæst Lones debutroman “Under landet”. Selvom den har solgt ret godt, så synes denne forlagsdirektør, at den bog burde have et meget længere liv, komme mange flere ved, ruske op og bare nydes for det fantastiske stykke fortællerkunst, den er.
Det var derfor, vi valgte at bruge en del af årets overskud på at få indlæst bogen. For mindre kendte forfattere kommer en indlæsning af værket næppe til at ”spille” sig selv ind – og det er faktisk ikke fordi, at indlæseren bliver fyrsteligt lønnet, slet ikke, men det ændrer ikke på, at det kræver uvirkeligt mange streaminger af en bog, før der kommer så meget som en bukket femøre ind igen.
Nu skal det ikke lyde som klynk, vi gør i forvejen så meget forskelligt, der ikke skal skæppe i kassen, og her er der altså tale om den slags. Ja, alternativet var at finde min fars gamle spolebåndoptager frem og give det et skud selv, men så tænker jeg, at ikke andre end min mor ville bruge tiden på at lytte med.

Det hele handler om at give Lones forfatterskab, som det fortjener, og her er lydbogen et stadig mere brugt medie blandt folk. Vi har fået Esben Hansen til at indlæse, og det har han gjort så helt utroligt godt, at der slet ingen tvivl er om, at næste bog, “Den sidste humanist”, også vil blive foreviget med denne røst.

Vi er ikke så langt fremme, at det er lykkedes os at få forlagets bøger på de kommercielle streamingtjenester, men det er til gengæld lykkedes os, efter lidt datalogisk bøvl, at få “Under landet” på Ereolen, og der kan du – helt uden at det koster noget, lytte til bogen.
Det vil glæde mig, og helt sikkert også Lone, ubeskriveligt meget, hvis du vil lytte til bogen, nu da den er skrevet, indtalt, lagt op og alt det der.

Du kan finde den lige her https://ereolen.dk/ting/object/870970-basis%3A47730139

Og på denne side finder du en lytteprøve: https://detflydendeforlag.ebog.dk/Under-landet-9788797082911

Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Og tænk engang – det koster slet ingenting!

  1. Anita siger:

    Det vil jeg glæde mig til. Lone skriver så godt – det gør du i øvrigt også. I kan virkelig noget med ord og dyr og …. alt muligt andet godt. Hurra for jer. PS har også læst Lones kronik om landbrugsgrise. Så flot skrevet. Mit hjerte græder for landbrugsdyrene. God søndag aften til jer.

Der er lukket for kommentarer.