“Det man spiser er man selv” – lån den på dit bibliotek!

Vi er ret pjattede med bibliotekerne! Så er det sagt. Og det er ikke kun, fordi de ret konsekvent hjemkøber vores udgivelser, nej mere fordi de giver alle borgere adgang til millioner af ord! Ord der historisk set har været med til at danne, uddanne, udvikle og udvide horisonter i befolkningen. Nu kan man måske synes, at den slags orddannelse i dag findes på internettet, men trods et enormt og stadigt voksende kartotek af opslag på digitale medier, så bærer det meget præg af en udmagring af diversiteten af de brugte ord og ikke mindst i kompleksiteten i brugen af samme. Alting skal gå hurtigt, alting skal kunne forstås en til en, og den tid til eftertanke, som gode velvalgte ord kræver, findes stort set ikke der ude bag skærmene.

Det betyder ikke, at det komplekse ikke er der, men det skal i meget højere grad opsøges, og noget uvant for internettet vil man ofte blive mødt med et krav om betaling. Her vender mange sig så mod det stort set ubegrænsede gratis indhold i stedet, uden at tænke meget over hvorfor alle disse ord er gratis, hvem der har forfattet dem, eller hvad meningen er med dem.

Pjat, tænker du måske, jeg sidder jo lige og læser det, du skriver, det er både gennemtænkt og giver stof til eftertanke og så koster det ikke en bukket femøre! Ja, måske har du ret, men det ændrer ikke på en tendens til præcis det modsatte. Der er i øvrigt en glimrende undtagelse; E-reolen, bibliotekernes digitale tjeneste, er faktisk gratis. Eller det er den jo så ikke, den er bare gratis at bruge, vi har alle betalt den over skatten, og det med glæde. Men det er ikke det, det skal handle om lige nu.

Det er de gammeldags fysiske biblioteker, det skal handle om. Den lidt støvede duft af papir, der sniger sig langs reolerne, hvor de mange forunderlige ord står side om side. Mere konkret og meget håndgribeligt så skriver jeg for at gøre dig opmærksom på, at Lones bog ”Det man spiser er man selv” så småt er ved at indfinde sig netop der. Den har lige fået en lektørudtalelse og er blevet anbefalet til alle hovedbiblioteker, hvilket vi naturligvis er både glade for og stolte af. Det betyder, at bibliotekerne nu stille og roligt vil begynde at købe bogen hjem, hvis der er stemning for det. Og det er her, du kommer ind i billedet. Det vil betyde rigtig meget, hvis du, der ikke lige har midler eller lyst til at investere i bogen selv, men gerne vil læse den, vil prikke til den lokale bibliotekar eller bestille bogen på http://www.bibliotek.dk Det kan også være, at du for længst har købt den, men synes at den er så vigtig, at den bør stå på ethvert bibliotek, så vil det være en fantastisk gestus at anbefale den til dit lokale bibliotek.

Det, at vores bøger står på landets biblioteker, betyder faktisk en hel del. Jo, naturligvis kommer der en lille udbetaling af bibliotekspenge, et beskedent beløb, men betydningen er ikke så meget økonomisk, mere er det en påmindelse om, at det, vi laver, lever og er tilgængeligt blandt mennesker til glæde og gavn. Det er det eneste, man drømmer om, når man bruger så meget tid på ord, som vi og ikke mindst Lone gør – at de får lov til at leve og blive læst.

P.S. Lige nu sidder Lone og arbejder på en ny roman, der vokser og vokser, ord for ord, og inden vi får set os om, er den såmænd også klar til at blive læst. Jeg glæder mig!

Søren Sørøver – med hang til ord

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til “Det man spiser er man selv” – lån den på dit bibliotek!

  1. mimikirstine siger:

    Dejligt at der er nogen der værner om bibliotekerne, det er et sted jeg har tilbragte timer og et sted hvor mine børn og jeg ofte kommer. Jeg har lige bestilt jeres bog på det lokale bibliotek og glæder mig til at læse den sammen med mine børn og prøver opskrifterne derfra.
    Tak for at laver en bog der er til børn om mad og god viden om mad.
    Med venlig hilsen Mimi

  2. Anita siger:

    Jeg elsker også biblioteker og ord. Men jeg har købt jeres FANTASTISKE bog (selvom jeg ikke er i målgruppen aldersmæssigt), fordi jeg vil kunne vende tilbage til den igen og igen, og fordi jeg vil inspirere mine børn.Tak for den og jer.

    Nu tillader jeg mig lige at gå helt af emnet. Så I den norske dokumentar (optaget undercover) på DR2 i går om, hvad der foregår i de norske (og dermed også de danske og mange andre landes) svinestalde? Selvom jeg godt ved, hvor slemt det står tll, fordi jeg følger med i alt hvad der har med dyrevelfærd og mangel på samme at gøre og har set mange andre tilsvarende udsendelser og vidnesbyrd, så holdt også den mig vågen i nat. Hvilken forråelse, hvilken skændsel. Jeg har ikke ord for, hvor ondt det gør mig, at mennesker kan blive så ligeglade med levende følende væsener.

Der er lukket for kommentarer.