Der er meget at nå

I mandags skulkede vi fra arbejdet på gården, og det kan mærkes på mængden af opgaver her dagen inden julemarkedet.

Der er stadig en længere række af forberedelser, før vi er klar til weekendens mange glade mennesker, både stadeholdere og gæster fra hele landet. Men vi når det – det gør vi jo altid, som Søren Sørøver siger, og sjældent når vi alt det, vi håber på, men mindre ender med at kunne gøre det.

I dag skal der bages kager – chokoladekage til mange samt juleudgaven af makronsnitten, der skal laves store mængder æbleskivedej som kan modne og hæve langsomt til i morgen, den gamle trælade skal ryddes for de sidste dele landbrugsudstyr, der skal koges udblødte bønner og kikærter i gevaldige mængder og laves nærende frokostretter, der skal laves creme fraiche, testes æblegløgg, gøres rent diverse steder, flaskerne til vores egen stand med Vinhusets varer skal klargøres og der skal skrives på dem, service skal støves af osv.

Der er ikke andet for end at komme i gang, og mens vi går og forbereder tingene, glæder vi os og håber på, at du har tid, lyst og mulighed for at dukke op og være med til at skabe den helt særlige fornemmelse af fællesskab.

Det er lørdag og søndag, d. 7. samt 8. december, klokken 11-16 begge dage, på Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder. Iklæd dig varmt tøj og gummistøvler, så garanterer vi blæst og mudder. Stadeholderne stiller op indendørs og gården er åben, så du kan gå rundt og se på dyr, planter m.m.

Kærlige hilsner fra
Søren & Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Der er meget at nå

  1. Rikke Sølvsten siger:

    Hej Lone
    Tak for en hyggelig eftermiddag i laden til julemarked.
    Desværre tabte jeg mine nøgler ude ved den fine Ferguson traktor (2 nøgler med brunt læder vedhæng med inskription RIKKE.
    Hvis I finder dem (ligger muligvis på traktoren har jeg hørt rygter om) må I gerne sende mig en mail ved lejlighed så kommer jeg forbi og henter straks
    🙂
    God aften!
    De bedste hilsner Rikke

  2. Birgitte Ane Dalby siger:

    Kære Lone. Tak for dejlige timer hos jer til det fine og smukke julemarked. Glemte at sige, at de to sweatre er nænsomt vasket – så fremover skal de blot luftes på en kølig eller fugtig dag, så rejser ulden sig igen. Ulden er selv rensende. Der er syet en lille farvet tråd i nakken på begge sweatre.

    Vi blev rørte over, at pakken bragte så megen glæde. Hav en rigtig glædelig jul begge to. Med venlig hilsen Birgitte

  3. Tine siger:

    Det lyder så hyggeligt og jeg glæder mig så meget til at jeg for første gang skal besøge jer og jeres gård Mange julehilsner
    Tine

Der er lukket for kommentarer.