Sort fredag

Jamen er det ikke fantastisk? Bare navnet i sig selv. Det minder mig om den gang, jeg var i håndværkerbranchen – hver fredag hen af tolv-et stykker, når mester slap sit nakkegreb i de ansatte, kastede især den yngre del sig ind i varevognen for at køre ud og lave sort – sort arbejde naturligvis. Hjulene skulle jo holdes i gang.

Men nu handler det ikke om at rage til sig, det handler faktisk om det stik modsatte – at dele ud! Det lyder næsten helt bibelsk at have en dag, hvor hovedformålet er at dele ud af sin rigdom. Ja, sådan helt Robin Hood er det godt nok ikke, nærmere omvendt. Man tager fra de fattige og giver til de rige. Og har de fattige ikke noget at tage fra, så er der altid muligheden for et raskt lille kviklån. Pengene? Ja, de ender for en betragtelig dels vedkommende i store multinationale industrigiganter og meget ofte på en konto i et land, hvor skat er en sjælden gæst. Nå, hvis vi nu ser bort fra den armod, der bliver resultatet hos mange svage sjæle, når tilbud, gode som dårlige, bliver presset ned i halsene på dem, så er der lige det med hjulene. Væksthjulene der jo skal holdes i gang, og det hjælper en dag som Black Friday med, ingen tvivl om det. Jeg ved ikke, om du også har lagt mærke til det, men jeg tror, at hjulene er ved at være slidte, måske endda firkantede, under alle omstændigheder er de ikke så behagelige at køre med – konsekvenserne er efterhånden til at tage og føle på. Det er vel godt og vel et halvt år siden, at vi havde ”Nu er årets ressourcer på kloden brugt op dag”, så det kan virke lidt underligt, noget barokt kunne man sige, alt det der køb køb køb fredag.

Men jeg kan sådan set godt forstå folk. Især når der bygges og vedligeholdes en stemning af, at det rigtige er at bruge penge, også på sådan en mørk, kold og våd novemberdag, hvor den eneste sol, man ser, er den på forsiden af rejsekataloget på sofabordet. Her varmer det virkelig med en ny 100” fladskærm. Én der kan oplyse rummet og skinne helt ind på bagvæggen af dit kranium.

Og jeg er da selv fristet. Der er altid noget, man kan bruge, og noget man går og drømmer om. Og bruger man dagen til at sikre sig alt det, man alligevel, hånden på hjertet, skulle købe og undlader at købe mere end the bare necessisties, så kan der være masser af ræson i dagen, men det er altså ikke det, de håber på nede i elektronikbutikken. OG husk nu det med hånden på hjertet, for på en dag som i dag ser den gamle fladskærm væsentlig mere slidt ud, end den gør om en uge, når alt det her er drevet over.

Men jeg skal da også have købt lidt; ser du vores store dejlige Smeg komfur er ved at være slidt helt op. Der er faktisk ikke mange funktioner tilbage, der dur. Ovnen, der er mere utæt end Skat, har nu også mistet evnen til at varme over 120 grader C. Jeg har længe haft kig på de nye modeller af komfuret, og da det gamle alligevel er blevet ti år med hårdt brug, så er det jo ved at være ved tiden og alt det der.

Så i dag skal det være. Der bliver lagt en ordre på to nye hængsler, en ny pakning til ovnlågen, en ny programvælger, og et nyt ben så det igen kan komme på alle fire. Så skal der ovnrens til, meget, glasset i ovnlågen slører mit klarsyn og har en farve ikke ulig sort fredag, og så skal dyserne i gasblussene renses, så flammen kan stå flot og varm – på denne kolde triste novemberdag.

I stedet for 20.000 kr. til et nyt komfur, så bliver det 1700,-. Jeg ved godt, at vækstmantraet ikke bryder sig om gamle renoverede varer, men for mig bliver glæden stor.
Nu sidder du måske og tænker ”men jeg kan jo ikke reparere den slags, så jeg bliver da nødt til at kø..”
Jeg stopper dig lige der og poster i al fredsommelighed et link til fantastiske mennesker, der kan hjælpe dig. https://repaircafedanmark.dk/

Søren Sørøver – snart med en ovn der kan bage kager igen

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Sort fredag

  1. Lone Nielsen siger:

    Når du nu alligevel er ved at skifte hængsler, så gå udenfor og kom ovnlågen i en stor plasticsæk og hæld en sjat tredobbelt salmiakspiritus i, snør godt til og vent 24 timer. Træk vejret dybt, åben sækken, fjern lågen og spul den ren. Meget nemmere og billigere. Smid sækken i skraldespanden.

  2. Christa Una Ryholt siger:

    Tak for linket og et fint skriv – den eneste “sort fredag” mail, jeg ikke har deleted uden at læse

  3. God arbejdslyst. Tak for link.

  4. Godt gået Søren! Sådan en Repair Cafe’ er de også ved at starte her i Lejre. Godt modtræk til alt det der brug og smid væk-

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.