Gratis synstest

Det er nu blevet søndag aften, og som alle andre (med exceptionelt få undtagelser) søndagsaftener er Søren Sørøver ved at tænde op (med halvfugtigt træ som alle andre søndagsaftener) for at lave søndagspizza i den fine pizzaovn i pizzanichen.
Og det var så nok om pizza, jeg skriver videre til dig, indtil den er klar.

Jeg kunne godt underholde dig om en ualmindelig fin udgivelsesdag med hjertevarmende fremmøde som glædede os inderligt og vil gøre det længe fremover. Eller om nogle hæsblæsende dage og nogle matte hjerner, om småting, storting, vejr og ny fældeperiode for hundedyr. Men jeg tænker, at du hellere vil høre om Sørøverens seneste synstest.

Den fandt sted forrige mandag, da vi efter 2 års længsel endelig var kommet afsted på vintur – med fuld omsorg for husdyr og stuehus takket være Sørøverbror og svigerinde, som påtog sig opgaven med ALT, mens vi ubekymrede kørte sydover.

Efter mange timers kørsel blev det mørkt, og vi befandt os i det sydlige Tyskland med sigte på snarlig overnatningsmulighed. Pludselig blev det lyst, da en forbipasserende bil vendte en kraftig projektør ind i kabinen. Så blev det mørkt og bilen kørte længere frem og ind foran os. For en stund. Så trak den ind i indersporet, sakkede bagud og kørte derefter bag om os ud i banen til venstre igen. Dernæst blev det meget lyst, da projektøren endnu engang vendtes mod kabinen og i en stråleglans af nærmest guddommelig lumen præsenteredes Sørøveren med vildt Tournesolhår, laset hættetrøje og en hjemmestrikket Connieklud i uld om halsen – en beklædningsgenstand der kan tage pynten af enhver, som den omsorgsfulde Connie skrev til os i følgebrevet for snart længe siden, da hun sendte en pakke hjemmestrik.

Bilen med den kraftige projektør satte hastigheden op og trak ind foran. Igen. Bekymrende kørsel kunne vi konstatere, og mindre bekymrende blev det ikke, da et lysskilt på bilens tag tændtes og der stod “Folgen” dernæst “Bitte”.

Bitte, bitte, bitte som Egon Olsen sagde, og vi fulgte pænt efter ud af den anviste afkørsel. Det var trods alt første fridag i meget lang tid, og der var ingen grund til at tilbringe den under opsyn.

De to hærdebrede og meget høje tyske politibetjente var venlige men bestemte, og selvom Sørøverens kørekort blev fremvist var de ikke imponerede af den krøllede tilstand, hverken af kortet eller Sørøveren, og bad om mere ID. Vi fandt vores pas i bilens bagagerum, som de diskret kiggede ind i, nu klappen var åben. Kedeligt, også det. Vi er kedelige som udgangspunkt. Så kom første synstest, der var langt grundigere end den hos optikeren for en måned siden. De ledte efter stoffer eller stofpåvirkning, og det lange hippieagtige rær med røde køreøjne var ikke noget dårligt bud.

Vi svarede selvfølgelig høfligt på alle spørgsmål om, hvor vi skulle hen, hvor vi kom fra, hvor vi skulle sove, hvorfor vi var i Tyskland, vores manglende ægtestand, manglende rygevaner osv. På spørgsmålet om erhverv blev svaret “vinproducenter” modtaget med et nyt spørgsmål (og så tæt på latter en tysk politibetjent kan mønstre) “In Dänemark?”. Det måtte være sjovt, mente de, og betragtede svaret som en invitation til endnu en grundig synstest. Efter pupilgymnastikken fik vi lov til at køre videre.

Bagefter var det faktisk sjovt.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.