Interview om “Det man spiser er man selv”

I går tog jeg til København. Anledningen var et interview på Politiken om den nye bog “Det man spiser er man selv”, som udkommer om et par uger. Ved denne tid for 5 år siden var turen den samme, og da var anledningen udgivelsen af den første bog om fødevaresystemet “Mad vs. Fødevarer”.

Du kan læse eller genlæse den (desværre stadig vedkommende) artikel her:
https://politiken.dk/debat/art5592322/Vi-smadrer-dyrene-og-jorden-og-snart-ogs%C3%A5-os-selv

Artiklen betød meget for udbredelsen af bogens budskaber, og siden fulgte debat med daværende fødevareminister Dan Jørgensen i morgen-tv på DR, P1-debat med landbrugets ledelse samt andre radioprogrammer, medieindlæg m.m. og omtrent 3 år med foredrag over det meste af landet. Til det lige som var nok både mentalt og fysisk.

Interviewet i går bliver ikke på samme måde chokerende for erhvervet og de uenige. Fokus er anderledes og forståelsen for, at vi er nødt til at tilpasse vores værdisæt til klodens ressourcer, vejrforhold, grundvandet, havet, naturen og rimeligheden overfor husdyrene dæmrer og breder sig.

Selvom nogle, måske en hel del, ganske givet vil synes, at “Det man spiser er man selv” er en ubehagelig påmindelse om fødevarernes oprindelse og behovet for ændret adfærd i forhold til dyrene i de industrielle landbrug, klimakrisen, insektudryddelse m.m. – en tarvelig forstyrrelse når vi i stedet bare kan hygge os – så mener jeg selv, at den er afdæmpet, opbyggelig og mere beskrivende end konfrontatorisk.

Sådan ser man nok så forskelligt på tingene.

Hvorom alting er, må man huske på, at de dystre baggrunde for nødvendig handling er afgørende at danne sig et helhedsbillede af, hvis det enkelte menneske skal motiveres til at ændre vaner. Eller som ung danne langtidsholdbare vaner.

Indsigt og løsningsforslag er vejen frem
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Interview om “Det man spiser er man selv”

  1. Pingback: Hjemme igen | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.