Klimakærlighed

”En falafel mere”, råber den efterhånden noget undrende mand bag kassen i Pita Planet i Street Food i Aarhus til sin kollega, der står ved stegen, som man kalder det område, hvor kødet bliver tilberedt. Men ved denne frokost er der noget skingrende galt med klientellet. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvad det var, der ramte den lille pitabiks. På den anden side var det også svært underholdende at se hans ansigt, mens han gang på gang råbte ”En falafel mere”.

Vi var langt fra de eneste fra dagens klimastrejke, der havde fået den idé at frekventere Street Food området for en bid brød efter en sultfremkaldende tur rundt i gaderne i Aarhus. Og der tegnede sig et ret tydeligt billede af, at en markant del af demonstrationens deltagere ikke kun havde slagord med i tasken men rent faktisk også handling. Lige der i en stadigt voksende kø stod det ene unge menneske efter det andet og fejede foran egen dør – du ved den dør, som gentagene gange smides i hovedet på sådan nogle som mig, når man sniger sig til at flashe sin egen godhed; endnu en frase der sidder løst på neoliberalistiske fodslæbere på de sociale medier. Men nok om dem, de betyder jo egentlig ikke rigtigt noget.

Tilbage til dem der synes, mener og handler på en sag, som går dem på. 1500 børn, unge og voksne havde i løbet af formiddagen samlet sig til taler, fællessang og slagord i håb om sammen med millioner af andre rundt om i verden at råbe lederne op. Få dem til at forpligte sig på en fremtid, hvor der er plads til alle. Mennesker, dyr og planter. En fremtid hvor menneskets grådighed står til mål med klodens ressourcer. En fremtid hvor individet betyder langt mindre end mængden. En fremtid hvor vækst er noget, træerne i skoven har.

Jeg tror ikke på, at jorden går under, jeg tvivler såmænd også på, at vi her i klimakatastrofesmørhullet kommer til at mærke stor forskel, udover at kaffen bliver dyrere. Vel at mærke hvis vi bygger muren højt nok – den mur der effektivt skal holde alle de mindre heldige mennesker ude. Og med den retning vores lederes tankegang de seneste mange år har bevæget sig i, så er den mulighed ikke synderligt usandsynlig.

Det sprang i øjnene, øjnene på butiksekspedienten i en af de store, fine tøjbutikker på gågaden, da hun med et lettere irriteret blik så på forsamlingen, der gik klimamarchen rundt i byen. Foragten lyste ud af dem, mens hun hurtigt hængte et stykke tøj på gadestativet og vendte om på de høje hæle. Jeg prøvede at fange hendes blik men forgæves. Hvorfor denne irritation, er det virkelig så ubehageligt at blive mindet om?

Jeg kan måske godt forstå hende, om ikke andet så kan de henne ved Salling, hvor man heller ikke er for fine til slagord. Den store facade var prydet med skilte, der stod i skærende kontrast til budskabet i den passerende forsamling. ”If you can’t stop thinking about it… Buy it” og det er vel faktisk problemet i en nøddeskal. Ikke at vi gerne vil på ferie af og til, ikke at vi gerne vil have en ny telefon i ny og næ, eller at vi elsker en rød bøf hist og pist, nej problemet er, at vi vil det hele hele tiden. Lige nu taler regeringen om rygning som en dødsensfarlig afhængighedsskabende vane, og det kan man ikke argumentere i mod, men den vane er trods alt kun farlig for rygeren og den nærmeste omgangskreds, hvor i mod forbrug, der ser ud til at være ligeså afhængighedsskabende, faktisk truer os alle. Men lysten til at træde ind lige der, på det punkt der styrer hele den kapitalistiske verdensorden, er meget lille. Og nej, jeg argumenterer ikke for et mørkerødt socialistisk samfund, faktisk så er jeg relativt liberalt tænkende, men siden hvornår er det blevet liberalt at lade sit eget begær gå ud over andre, over miljøet, over planeten?

En boomboks i en ladcykel spiller ”Jeg vil lade lyset brænde” med Ray Dee Ohh. Budskabet slår mod gadens høje mure og glider som en kantet orm ned gennem forsamlingen. Måske minder den om en mere sorgløs tid, en tid som langt de fleste i optoget slet ikke har oplevet, og alligevel synger mange med. ”Se mit hjerte gløder i natten – for at du kan finde vejen hjem.” Kort efter er musikken erstattet af slagord. ”Nej niks nul til olie gas og kul!” Stemmerne gennem gader tilhører langt overvejende det svage køn, som man engang overbærende sagde, de virker nu ikke synderligt svage, som de går der, glade, men bestemte. Med et budskab, med holdninger, med et håb om en anden tid. Ikke så mange krav, blot håbet om at den kommer.

Indsatslederen kender ruten, og der er ikke nogen grund til at stige ud af kassevognen med de blå blik på taget. Når demonstrationen har passeret gaden, bakker han resolut ud og er allerede strategisk placeret, når flokken passerer næste hjørne. Fredeligt var det, det hele. Folk holdt tålmodigt tilbage, folk filmede, hilste, nogen grinede og andre klappede, uanset hvad så blev vi set og sikkert også hørt, og hvad kan man så forlange mere. Det skulle da lige være ”En falafel mere”…

Søren Sørøver – Aarhus – Danmark

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.