Forskningsfriheder

Måske læste eller hørte du forleden, hvordan den landsdækkende public service kanal oplyste os alle om, at “Alkohol, kaffe og slik er større klimasyndere end oksekød.”

Lidt overraskende de seneste års fokus taget i betragtning, men budskabet blev serveret uden megen slinger i valsen. Desværre.

For endnu engang er det Aarhus universitet, i samarbejde med lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer, herunder Kvægafgiftsfonden som har betalt rapporten i overensstemmelse med fondens formål; at styrke oksekødssektoren og kvægbrugets udvikling og konkurrenceevne, der er leverandør af det bemærkelsesværdige budskab.
Måske husker du også universitetets tvivlsomme bidrag til Landbrugspakken, såkaldt myndighedsbetjening, der har givet konkrete øgede tilførsler og udledninger af kvælstof til vores omgivelser.

Det er Information, som har kigget nærmere på baggrunden i almindelig journalistisk undren, og det kunne man godt ønske sig, også havde været tilfældet på DRs redaktion, for når først en let forståelig (og velkommen) nyhed om oksekødets ubetydelighed er spredt, bider den sig langt bedre fast end et efterfølgende halvhjertet dementi.

Der er problematiske forhold både i konklusionerne og ikke mindst i udgangspunkterne for rapporten. Hvis man lægger flere forbrugsgoder i en pulje, vil de før eller siden overstige det valgte sammenligningsgrundlag, og ellers kan man bare smide mere oven i, til det passer med samarbejdspartnerens ønske.

Du kan læse den fornuftige tilgang til rapporten her:

https://www.information.dk/indland/2019/08/landbruget-betalte-rapport-gjorde-oel-kaffe-slik-stoerre-klimasyndere-oksekoed?lst_mst

Den oprindelige mediedækning er en skam, også for DRs troværdighed, men her langt ude på landet vil vi gerne hjælpe med at formidle budskabet om fejltagelsen.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Forskningsfriheder

  1. Helle siger:

    En alt i alt trist historie, ikke kun for DR men også forskerne, der lader sig diktere af D L & F, men ligeså meget for de fleste journalister, der igen igen kun er mikrofonholdere, som aldrig stiller kritiske spørgsmål eller gider sætte sig ind i tingene. Det ser man jo dagligt.

Der er lukket for kommentarer.