Foie gras – et levn fra oldtiden

I marts skrev Søren Sørøver nedenstående klumme til magasinet Gastro, og i anledning af den verserende foie gras debat har vi fået lov til at genudgive teksten her:

Foie gras går langt tilbage, helt tilbage til antikken da skøger blev brændt på bålet, lommetyve fik hugget hænderne af uden rettergang, og der var en bred enighed om, at dyr ikke var følende væsner.

Vi er heldigvis blevet klogere, meget klogere, med rettergang og demokratisk tankegang, og vi er tilmed nået så langt, at vi anerkender, at dyr er følende væsner med basale behov. Men vi æder stadig foie gras. Og lad os lige for en sikkerheds skyld, skulle det være gået nogens næb forbi, udpensle at foie gras er resultatet af en overdreven tvangsfodring af ænder og gæs. Og nej, det er ikke bare at stille den ene portion majs foran dyret efter den anden. Foderet bliver skudt ned i hvert enkelt dyrs mave med trykluft. Op med næbet, strakt hals, ned med et langt rør der sikrer, at pulpen ender helt nede i mavesækken, og så skal der bare fyldes til bristepunktet. Dyrene bliver holdt i små båse eller bure, så de er nemme at få fat i, de kan ikke holde sig selv rene, og mange af dem kan ikke holde sig på benene. De bliver skræmt fra vid og sans flere gange om dagen.

Med det på plads så lad os se på, hvordan faen nogen kan servere endsige spise denne lever. Set med fysiologiske øjne er der ikke den store forskel på den og en skrumpelever fra en alkoholiker. I 2004 vedtog man i EU, at det skulle være forbudt at lave foie gras ved tvangsfordring, meeeen med undtagelse af i lande der på det tidspunkt allerede havde en produktion. Man anerkender altså, at metoden er så uetisk, at man ikke kan retfærdiggøre den, men med et manglende mod til at stå op imod det franske landbrug, der står for 20.000 tons foie gras om året aka 28.500.000 forpinte dyr. En med andre ord jævnt god og stor forretning. Man ved, at de traditionsbundne landbrug ikke lader sig hundse rundt med af nogen uden at kæmpe, til der ikke ligger flere brosten i Paris.

Men at intelligente og oplyste danskere vælger at indtage produktet, det er mig en gåde. Når debatten ruller, er der særligt tre argumenter, som smides på bordet af fortalere. Det ene er, at der findes foie gras uden baggrund i tvangsfodring, og ja, det gør der. Jeg kan finde to producenter, der laver tilsammen 2500 stk., men da de er mindre i vægt, så svarer det til godt 1 ton mod de ca. 30.000 tons, der laves på verdensplan. Så 0,003 % af den foie gras, der bliver spist, er lavet anstændigt. Om vi så satte danskernes etiske standard 10 gange højere end resten af verdens, så er det stadig forsvindende, nærmest ikke målbart, hvor meget af den foie gras, danskerne spiser, der er af anstændig oprindelse.
Det andet argument er, hvad med dig selv? Den velkendte whataboutery-taktik. Du spiser garntrisset også selv konventionelle grise og andre dyr, der ikke har det godt. Æh nej, det gør jeg rent faktisk ikke, men jeg er helt og holdent med på, at der ligger et kæmpestort problem lige der, det er bare ikke denne sag ret vedkommende. Du fylder jo heller ikke dit hjem med elfenben, bare fordi kineserne gør det.
Det sidste argument er lige så forståeligt, som det er ubrugeligt – foie gras smager jo bare så pissegodt! Og ja, i én eller anden neoliberalistisk tankegang hvor eget behov står over alt andet, så kan smagen retfærdiggøre handlingen. Præcis samme ræsonnement bruger karakteren Fat Bastard i Austin Powers ”The Spy Who Shagged Me”, da han råber til dværgen Mini-Me: ”Get in my belly” med begrundelsen “I´m bigger than you and higher up the food chain!”

Kald mig pladderhumanistisk spelthippie, kald mig lige hvad du vil, men i min verden smager mad, der indeholder så meget lidelse, ikke godt! Ligesom hed elskov bare ikke er det samme på skindet af den sidste hvide tibetanske tiger.

Det, jeg prøver at sige, er, at der ingen undskyldninger er for at æde lortet, og hvis du som restauratør mener, at dit klassiske franske køkken smuldrer uden brugen af foie gras, så er det på tide at ansætte en mere visionær kok. Og kan dine kunder ikke forstå, at du tillader dig at tage stilling til, hvad du serverer for dem, så er spørgsmålet, om de er kunder, der fortjener din service.

Søren Sørøver

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Foie gras – et levn fra oldtiden

  1. Anita Plesner Björk siger:

    Tak tak tak. Så velskrevet så sandt.

  2. Henny siger:

    Tak
    En videjlig velskreven artikel der burde få folk til at vågne op

  3. Ywonne Albrechtsen siger:

    Godt skrevet og helt enig👍
    Mvh Ywonne
    ( landmands kone igennem 35 år på Sjælland )

  4. majio siger:

    knaldgodt og oplysende skrevet!

  5. Birthe Stenhøj christensen siger:

    Så rigtigt og velformuleret. Dyremishandling i alle former er afskyeligt, men selv tyrefægtning kan nogle mennesker retfærdiggøre som noget underholdende,smukt og kulturbærende. Der er desværre lang vej igen , men man må jo starte med sig selv,og i det mindste nøjes med at spise dyr, der har haft ordentlige forhold.
    Med venlig hilsen Birthe Stenhøj

  6. Helle siger:

    Mange mange tak for denne artikel, foie gras produktion er noget, jeg har væmmet mig over i årevis, prøver at oplyse så meget om som muligt. Desværre er det tit som at slå i en dyne. Hvis folk vil spise det, kunne de i det mindste være ærlige og sige, jeg er ligeglad med, om det er dyremishandling, istedet for at komme med absurde argumenter som, at dyrene bliver afhængige af det og ligefrem kommer rendende og stiller sig op i række for at få majsen stoppet ned i halsen.

Der er lukket for kommentarer.