Et mindre menneske

Jeg er stor!
Du er ikke ret stor, svarer Sørøveren altid.

Jeg er kæmpestor!
Du er meget lille, fastholder han. Men jeg ved jo selv, hvor jeg går til.

Forleden var et par nye briller klar til afhentning. De gamle ligger i bilen og har kun været brugt der 12-15 år; for trafiksikkerhedens skyld. Jeg prøver at bruge de nye uden for bilen; for at kunne se alt omkring lidt mere tydeligt.

Med de nye står verden foruroligende skarpt. Fuglene på himlen, dyrene ude i engen, Otto & Ko på marken.
Hvem skulle have troet, at alt er så lidt uldent i kanten? Selv græsset, jeg går på, gårdspladsens sten og mine fødder står skarpt.

Hidtil har det udflydende været ensbetydende med noget på afstand, og alt i klarhed var nogenlunde tæt på.
Det lille snørklede rum med mange års erfaring i håndtering af synsindtryk er fremkommet med et skuffende resultat – uden briller på er jeg høj som altid, med briller er der ikke ret langt ned til fødderne og underlaget. Mindst 20-25 cm har øjenglassene taget af højden, og det er en uventet bivirkning.

Dagmars proportioner er uændrede
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Et mindre menneske

  1. Flore Gretha Petersen siger:

    Tillykke med de nye briller 🤓 første gang jeg fik briller , følte jeg mig højt oppe når jeg var på cykel , jeg har bygningsfejl ! Men det er en del år siden ! Jeg går ikke med briller hele tiden syntes også om at det ikke er fuldstændigt klart hele tiden 😎 din hund skøn 😍 hav en dejlig dag 💐

Der er lukket for kommentarer.