Hvidløgsglæde

Jeg tror godt, at man kan tale om en slags afhængighed, bare en lille én. Af hvidløg altså. Modsat alle andre afhængighedsskabende stoffer, så er det her udelukkende smagen, eller det tror jeg da. Det er slet ikke umuligt, at der er nogle stoffer, der trigger lykkefølelsen, men i så fald har jeg ikke opdaget det. Jeg kan sagtens bruge hvidløg i en lettere nedtrykt tilstand uden at blive jubelglad. Men hvad, jeg ikke kan, er at undvære hvidløg i min mad. Altså, med rimelighed ikke, pandekager og øhh, ja i hvert fald pandekagerne går fri. Ellers bruger jeg hvidløg i stort set alt. Mere eller mindre.

De kan nemlig noget helt særligt. Jeg tvivler på, at de fleste tænker over det, men der er faktisk en hel masse at hente i det lille fed, ud over hvidløgsånde – det er fyldt med fylde! Det kan fremhæve, det kan samle, og det kan give et ekstra pift til en ret, hvor man ellers savner noget volumen i smagen.

Jeg bruger det meget forskelligt. I retter, hvor der bare skal en lille smule i, bliver det fintrevet. Det er i den form, at hvidløg er stærkest og også her det giver mest udslag i ånden. For eksempel i en salatdressing. En helt almindelig vinaigrette til grøn salat. 4 dele god olivenolie, 1 del hvidvinseddike, lidt sennep, lidt flydende honning og bare et halvt eller kvart fed hvidløg løfter det hele op.

I ting, hvor der skal større mængder i, hakker jeg hvidløget fint. Det kan være i en gang tzatziki, i en asiatisk wokret eller i lækker tomatsauce til pastaen. Når hvidløget er hakket i stedet for revet, kan man bruge meget mere, uden at blive hjemsøgt bagefter, så det gør jeg. Snakker vi en simreret, så ryger hvidløgene hele i og i massevis.
Hvidløg kan også brunes, så bliver det stærkt karamelliseret, men bliver de for mørke, får de en underlig bitterhed, jeg ikke bryder mig om.

Jeg er så ufattelig heldig, at mine hvidløg er danske, og ikke nok med det de er dyrket lige ude i køkkenhaven af Landmanden. De bliver sat som fed i det sene efterår, og lige nu er de ved at visne ned i haven. Så gælder det om at få dem op, så de kan tørre lidt ud. De bliver bundtet og hængt op i porten, og med lidt held har vi hvidløg nok til det sene efterår, måske endda til vinter, og så går der ikke længe, før de spæde nye spirer kan bruges i stedet.
Jeg er helt sikker på, at havde jeg kun de kinesiske fra supermarkederne at gøre med, så brugte jeg nok ikke det lille fine løg helt så meget.
Og skulle du undres; nej, jeg bruger ikke en hvidløgspresser. Jeg synes ikke, den gør noget godt for smagen, og så er den noget nær det mest åndsvage at vaske op.

Søren sørøver – med voksende hvidløgsånde

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.