Hjemmelavet iste – opskrift

Her har du opskriften på iste – ren klar rigtig iste. Når du laver den selv, kan du vælge teblade, som ikke er giftsprøjtede, og du tager selv stilling til sukkerindholdet i din drik.

I 2014 udgav miljøorganisationen Greenpeace en omfattende rapport om giftrester i te fra Indien, og det var ikke beroligende læsning.
94 % af teprøverne indeholdt mindst 1 giftstof. Der blev fundet 34 forskellige sprøjtegifte i 46 prøver. Omtrent 2/3 af alle teprøverne indeholdt mere end 10 typer af sprøjtegifte i en ukendt blanding.
At over halvdelen af giftstofferne slet ikke må bruges i teproduktion er nærmest uden betydning – det katastrofale er, at teblade bærer menneskeskabt kemi udviklet til at slå planter, svampe og dyr ihjel. Bladene tørres og med skoldhedt vand ekstraheres både smagen, duftene og den tilsatte kemi.
En tilsvarende rapport om giftrester i te fra Kina blev udarbejdet nogle år senere, og resultaterne var lige så skræmmende.

Så lav din egen velgørende iste af blade, du har fidus til.

Du skal bruge:

2 spsk te – rooibos, urtete, sort eller grøn te dyrket uden brug af giftstoffer
1 liter friskt koldt vand
måske ahornsirup, honning eller rørsukker
samt isterninger og citronskiver til servering

Hæld din te og vandet i en rummelig kande eller skål. Når du bruger koldt vand, får du en klar iste. Bruger du kogende vand, får teen et mere uldent udtryk. Lad din te trække mindst 10 minutter. Rør lidt af og til.
Hæld teen igennem et kaffefilter og over i en ny kande. Du kan også bruge en si foret med et rent viskestykke. Tilsæt en smule sirup, honning eller rørsukker hvis du synes og smag til. Server din læskende iste med citronskiver og isterninger.

Myntete:

Om sommeren, når mynten vokser og trives, kan du lave en iste på friske mynteblade. Pluk en stor håndfuld, læg den i en gryde eller skål og overhæld stængler og blade med kogende vand. Sæt blandingen på køl, filtrer mynten fra og server med masser af is og glæde.

God sommerdag fra
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen, Opskrifter, Tillokkende tilføjelser. Bogmærk permalinket.