Rosen på gårdspladsen blomstrer overdådigt – måske landets mest fotograferede plante i går.
Der er bagt makronsnitter med blåbærsyltetøj, citronfuldmåner, kokosmakroner dyppet i chokolade samt betagende brownies med dryp af saltkaramel. Alt sammen af økologiske råvarer selvfølgelig, og så ved enhver, at den slags nærmest er helsebringende.
Søren Sørøver har genoptaget madlavningen lørdag aften, og der er lavet flere bradepander fuldgod lasagne uden kød – med hjemmelavede pastaplader af ølandshvede fra Samsømel, store portobellosvampe og kraftfuld tomatsauce. Lasagnen serveres med en portion dressingramt grøn salat af de fineste blandede og friskhøstede salatblade fra køkkenhaven, så duk op til søndagens madmarked og indtag din frokost eller kaffen og kagen. Eller en sval fadøl fra gårdens bryghus.
Vejret er dejligt igen her til morgen, med soloplyste hvide skyer på en blå, blå himmel. Tillægsgeden Tue er udhvilet og klar til nye fletninger at trække i, Smaskepot og de andre grise har været i mudderbad for at tage sig griserigtigt ud, og ænder og gæs er nyvaskede ligesom Søren Sørøver og jeg.
Der er faktisk al mulig grund til at tage på landet og besøge gården!
Lone
P.S. Læs om de interessante stadeholdere her:
https://lonelandmand.wordpress.com/2019/06/21/stadeholdere-til-sommerens-madmarked-2019/