Stadeholdere til sommerens madmarked 2019

Så! Langt om længe og nærmest i sidste øjeblik er vi klar med den fristende liste over stadeholderne til sommerens madmarked. 20 forskellige muligheder bliver der at besøge.

Græske Specialiteter kommer trofast år efter år med økologiske produkter fra Grækenland. Dorte og Gert hedder de gode mennesker, som henter økologiske græske specialiteter til dette land. Te, urter, krydderier, oliven, olivenolie og en del umanerligt smukke brugsredskaber af oliventræ. Du kan nyde at tale med dem om oprindelse, natur m.m. eller du kan blot skyndsomt anskaffe dig en fin gave til din bedste ven. Eller mor.
Læs mere her: http://www.newdelphos.com/newdelphos-netbutik

Janne Jaaks kommer igen med sit helt særlige håndstrik primært i uld fra får og lam, der lever frit på Shetlandsøerne. Ingen allergifremkaldende farvestoffer i den uld. Der er strikkjoler, sjaler, ponchoer og andre kærkomne beklædningsstykker, alle fra Jannes hoved og hænder – smukt, let og luftigt design. Du er nødt til at se og røre!
Læs mere her: http://www.jannejaaksdesign.dk/

Sommergrønt er Astrid & Vigge plus familie, de laver økologiske planter, grøntsager, krydderurter og alt andet godt og vigtigt. Vi er meget glade for, at de vil være med til at sprede plantevækst både i verden og på Brandbygegaard. De hiver alt, hvad varevognen kan bære af udplantningsplanter og spiselige varer med, blandt andet spændende urter, diverse agurkeplanter, nye kartofler, sprødt bladgrønt.
Læs mere her: https://www.sommergroent.dk/

Kirsten fra FavnenFuld stiller op med udskæringer og spegepølser fra økologiske sortbrogede grise opvoksede under gode forhold på hendes egen gård. Grisene går udendørs hele året og bor sammen med deres mødre og søskende fra fødsel til slagtning. De har mulighed for at rode i jorden – uden ring i trynen, og løbe frit rundt. Grisene fodres med grønt af fermenteret kløvergræs dyrket på FavnenFuld
Læs mere her: https://www.facebook.com/FavnenFuld/

Mariejose og Frank dyrker efter økologiske metoder camelina på deres gård ved Hjørring. Det er et ældgammelt frø, som koldpresses til næringsrig olie. Olien kan både bruges ved høj varme og til kolde sager som dressinger m.m. Smag selv!
Læs mere her: http://www.vinstrupoil.dk/

Torben og Michael står bag Malling Mjød, og de ved alt, hvad der er værd at vide om den ældgamle drik. Kom og smag, spørg, lær og nyd. En honningmad er altid værd at sætte tænderne i, men et svalt glas mjød er noget helt særligt. Og det klistrer ikke.
Læs mere her: http://www.mallingmjod.dk/index.html

Mark har Risskov Ost, og ostehandleren kører den fine ostebil ind i træladen og slår siden op til et betragteligt udvalg af alverdens oste. Udover dem fra alverden er der også oste fra små danske gårdmejerier, og der er viden og fortællinger om fantastisk smag og hæderkronet håndværk.
Læs mere her: https://risskovost.dk/

Hanne har brugt en masse tid på at lave de smukkeste drejede ting i træ, og for første gang kan du se og købe sagerne her på markedet. Der er både brugsting, pynteting og andet uimodståeligt til gaver.

Lille Raneladegaard ruller fryseren med hjemmelavet is ind i træladen, for hvad er sommervejr uden is? Mælken kommer fra gårdens økologiske gedehold, som græsser på marker ved Ebeltoft vig.

Marianne medbringer igen unikke sjaler/tørklæder i merino- og cashmere-uld samt nogle i silke til både kvinder & mænd – designet af en italiensk kvinde, fastboende i Indien. Der anvendes økologiske farvematerialer, og Marianne og hendes medindkøber Karen tilser væverierne og sikrer sig, at der forefindes ordnede forhold uden børnearbejde.

Karoline er keramiker og kunsthåndværker af den dygtigste slags. Frem til markedet har Karoline arbejdet ihærdigt på blandt andet holdningskrus. De går an til både dem med og uden holdning, rank ryg eller nedbøjet tilstand. Kom og anskaf dit nye yndlingskrus og lad det glæde dig mange år frem. Udover at få drejeskiven til at snurre beskæftiger Karoline sig med at passe sit ualmindeligt dejlige Bed & Breakfast- sted i skoven. Hvis du har brug for et sted at overnatte, nogle feriedage med ordentlig morgenmad eller et roligt ophold i det østjyske område, så finder du det her: http://www.sondrupbb.dk/

Mikael fra Landsforeningen Praktisk Økologi har været forbi og sætte en kasse med frøposer, som skal komme bierne og andre insekter til gavn. Kom og få en gratis pose frø så længe lager haves, og skynd dig hjem og spred dem i jorden!

Kaffe-Jacob fyrer op under kedlen og brygger kaffe i stride strømme weekenden igennem. Og det er ikke en hvilken som helst kaffe. Jacobs bror har plantet og passer ca. 25000 kaffeplanter i Equador – økologisk. Derudover importerer og rister Jacob også kaffebønner fra andre dele af verden. Kom og smag!
Læs mere her: http://www.aekvatorkaffe.dk/

Måske har du været her til et tidligere madmarked, og måske har du mødt Pia Lykke der. Pia er med igen, nu med en ny produktserie baseret på probiotisk kefirkultur. Efter fermenteringen blandes kefirvandet med økologiske rene safter uden tilsat sukker og hældes på flaske. Mikroorganismerne omdanner frugtsukkeret i saften til kulsyre, så drikken bliver sprudlende. Læskedrikken kan nydes til al slags mad, i godt selskab og til at slukke tørsten dagen lang.
Læs mere her: https://kefirbrus.dk/

Alida og Edward kommer med deres fantastiske økologiske ostehåndværk samt gedekød fra Sondrup gårdmejeri. De flittige mennesker har skabt en unik osteproduktion på eget mejeri, og du kan købe et stykke, eller to, med hjem.
Læs mere her: http://www.ged-gront.dk/

Ann & Peter fra den økologiske Møllebrogaard er nye deltagere på madmarkedet, og de stiller op med deres hjemmesyltede specialiteter. Små håndværksprodukter lavet af råvarer i sæson efter gamle syltetraditioner. Kom og mød de dedikerede mennesker og tag godt imod dem!
Læs mere her: http://moellebrogaard.dk/

Mel er ikke bare mel – langt fra! Her kan du købe mel fra områdets økologiske dyrker og mølleri. Melet indeholder alle de gode og sunde olier, som industrien så sindrigt fjerner for at forlænge holdbarheden. Morten tager turen over havet og medbringer Samsømel til folket. Morten har eget mølleri på slægtsgården Kristensminde.
Læs mere her: http://samsoemel.dk/

Smukvin – her kan du få den ene oplevelse efter den anden og sikre dig nogle flasker vin lavet uden alt for meget fikomdik. Steffen og René importerer ordentlige vine, og de medbringer et udvalg af økologiske, biodynamiske og sikkert også nogle ucertificerede, som blot er dyrket uden brug af menneskeskabt kemi, men med stor respekt for natur og menneskers helbred.
Læs mere her: http://www.smukvin.dk/

Margit og Villy fra Blomstergården medbringer spændende frugttræer og bærbuske, for findes der en bedre gave end et træ eller en busk? Nej vel! Desuden har de rare mennesker lavet most af forskellige gamle æblesorter fra deres enestående pomet, og den most kan du erhverve til markedet. Blomstergården er her kun om søndagen.
http://www.blomstergaardenvedviborg.dk/

Vinhuset Kvist & Vitus, det er jo os. Hos Sørøveren kan du smage vores vine, gin m.m. med oprindelse i gårdens druer og æbler – selvfølgelig dyrket uden menneskeskabt kemi.
Læs mere her: http://www.kvistvitus.dk

Brandbygegaard Bryghus: Det er jo også os, som du ved, og vi vil glæde os til at skænke dig en smagsprøve på gårdens hjemmebryggede økologiske øl. Naturligvis har vi også frisk, læskende kold fadøl klar i hanerne i madboden.

Det Flydende Forlag aka LLs kageafdeling: Her vil Landmanden signere og sælge bøger og holde fadene med kager fyldte. Køb en bog og få en fedtet signatur med.
Læs mere her: http://www.detflydendeforlag.dk

Udover at smage og bese stadeholdernes vedkommende varer kan du naturligvis sætte dig ude eller inde, få ro i sjælen under lysekronernes skær og indtage en solid frokostret af ordentlige økologiske råvarer. Denne gang laver Søren Sørøver en fuldgod lasagne uden kød – med hjemmelavede lasagneplader af ølandshvede fra Samsømel, store portobellosvampe og kraftfuld tomatsauce. Lasagnen serveres med en portion dressingramt grøn salat af de fineste blandede salatblade fra køkkenhaven.

Gården er selvfølgelig åben, og du kan tage turen rundt og kigge på vinmarken, køkkenhaven, æbleplantagen, bærstykket, haven, drivhuset, gårdspladsen og indhegningerne med høns, får, grise, kreaturer, geder, gæs, ænder og kaniner.

Det hele foregår lørdag d. 22. juni kl. 11-16 samt søndag d. 23. juni kl. 11-16 på Brandbygegaard, Alrøvej 77, 8300 Odder.

Vi håber sådan, at du har lyst til at komme og være med til at skabe nogle hyggelige dage med anstændige mad- og drikkevarer som samlingspunkt – og måske kender du nogen, som vil med?

Vi glæder os til at se dig!
Søren & Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Stadeholdere til sommerens madmarked 2019

  1. Pingback: Kom til søndagens madmarked – åbent fra kl. 11-16, Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.