Kartoffellæggedag

I dag skal der lægges kartofler. For nogle uger siden var jorden for tør at arbejde med – det er grisenes velbrugte fold, som er hårdt presset af små klove under tunge dyr – og vi besluttede at vente med opbrydningen til efter regnvejr.

Vi ventede og vi ventede, men regnen er ikke kommet og kommer vist heller ikke foreløbig. En usædvanlig forårstørke er sat ind kort efter en måned med nedbørrekord. For hver dag tørrer jorden blot mere ud, og der er truffet en ledelsesmæssig beslutning om at slå til nu.

Kartoflerne skal i jorden snart for at blive til noget stort, og selvom det så ikke bliver ideelt arbejde i blød, fugtig muld, bliver det dog.

I år satser vi på sorterne Annabelle (som kom i køkkenhaven for 2 uger siden), Anouk, Milva, Ditta og Alouette.

Klar til en dag med jordstøv mellem tænderne
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Kartoffellæggedag

  1. Kirsten Andersen siger:

    Hej I to. Jeg er ganske vist en kvinde på 75 år, og måske ikke værd at lytte til, men jeg har siden 1972 boet på landet og haft og dyrket en køkkenhave økologisk med blandede resultater. De sidste mange år har jeg købt ‘Marie Thuns Såkalender’ med bl.a. Plante- og såtider, og det har givet mig et noget bedre udbytte; måske har erfaringen også gjort noget. Derfor blev jeg helt ærgerlig over, at I lige præcis havde valgt den 19/4 som dagen for kartoffellægning, hvor jeg har valgt en såkaldt ‘roddag’ til bl.a. at lægge kartofler, løg og gulerødder, for den 19/4 og 20/4 er de værst tænkelige dage at plante og så, hvis man også ser på planeternes stilling. Ikke fordi jeg ellers tror på sådan noget, men lige mht. til plante- og såtid har det vist sig at holde. Jeg håber trods alt det kommer til at gå fint med jeres kartoffelhøst og øvrige landbrug, som jeg følger med interesse. Vi har også både været oppe og spise og til marked, men mangler at kigge på søen – det skal dog nok komme. God påske til jer og venlige hilsner Kirsten Fievé Andersen fra Brørup-egnen

    fre. 19. apr. 2019 kl. 08.26 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug :

    > Lone Landmand posted: ” I dag skal der lægges kartofler. For nogle uger > siden var jorden for tør at arbejde med – det er grisenes velbrugte fold, > som er hårdt presset af små klove under tunge dyr – og vi besluttede at > vente med opbrydningen til efter regnvejr. Vi ventede ” >

  2. Thomas siger:

    Min (bitre) erfaring er, at om foråret skal man ikke vente på regn. Man skal så eller lægge kartofler, så snart jorden er tjenlig til det. Det er bedre, at sætte kartofler i kold, men tjenlig jord, end at vente på varmen og så måtte sætte dem i støv og betonhårde lerknolde, som så møjsommeligt må prøve at vande sammen om kartoflerne.

Der er lukket for kommentarer.