Gåse Åse og Fætter Guf passer æg

Fætter Guf har taget opstilling på gårdens højeste punkt. Herfra er der udsigt over hele herredet. Næsten.

Gåse Åse traf en beslutning for nogle dage siden – reden var fuld, og der skulle varmes æg. Så det gør hun, og skiftet kom fra det ene øjeblik til det andet. Fra almindelig daglig græsning over et stort område til et diskret ophold indendørs i hjørnet af gæssenes bolig. 12-13 flotte gåseæg samlet i synsfeltet udløser den særlige rugeadfærd.

Fætter Guf ændrede ligeledes opførsel, momentant gik han over til at stå vagt få meter fra fruen med ganske korte ture til og fra reden for at se til hende. Ikke noget med at føjte rundt med andedamerne, ikke noget med at beruse sig i det friskgrønne græs eller dovne i haven.

Nej, dedikeret har han taget opstilling og fortæller enhver forbipasserende (og det er ret beset ikke mange) om alvoren af at komme for nær. Med tungen langt ude af næbbet og en hæs hvæsen trues man til omveje, og hundene skuler nervøst i hans retning.

Gåse Åse dyrker sit moderlige entreprenørskab, strammer reden op og får en bred bagdel i mørket indendørs – nøje overvåget som alle os andre. Om alt går vel begynder æggene at klække efter omtrent 28 dage.

Vi venter bare
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.