Om Vinhuset Kvist & Vitus

Efter en del år med tilplantning af æbletræer, udvikling af vine, teknikker og opgradering af udstyr er vi nået til dels at have ramt det udtryk, vi gerne vil have i vinene og ciderne, og dels at have opbygget et lager så der er noget at tappe af.

Også det har taget år, fordi vin og cider vinder gevaldigt ved den modning, som tålmodig lagring giver. Vi tapper helst, når vinene er ca. 2 år gamle, og herefter får de typisk yderligere 1-2 år i flaskerne, også med gæren. Ihvertfald er målet 2-3 år med gærkontakt. Rødvinen er dog 10 år med de 8 år på gæren.

Hvorom alting er har de sparsomme mængder hidtil rakt til salg ved vores egne arrangementer på gården samt til nogle få restauranter bl.a. restaurant Hærværk og Domestic i Aarhus. Førstnævnte har en Bib Gourmand og sidstnævnte en stjerne i Michelinguiden. Vi har ikke gjort meget ud af det med at sælge, fordi der ikke var meget at gøre det med.

I år vurderes det, at lageret rækker til nye aftagere, og derfor har vi haft 3 vin-, øl- og spiritus-præsentationer for 3 forskellige restauranter i forrige uge – alle med positiv udgang og bestillinger på forskellige drikkevarer. Vi er stolte og beærede over, at Vinhuset Kvist & Vitus nu er præsenteret på vinkortet hos yderligere 2 Michelin-restauranter – Frederikshøj samt Ti Trin Ned, og her i lokalområdet på Fru Møllers Restaurant.

På forespørgsel har vi besluttet at åbne et beskedent stalddørssalg af vinhusets og bryghusets produkter. Hen over sommerhalvåret er der åbent hver fredag fra kl. 16-18. Første åbningsdag er fredag d. 19. april, og du er hjerteligt velkommen på Brandbygegaard, Alrøvej 77, Odder.

Nu håber vi på en god dyrkningssæson for æbler og druer
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Om Vinhuset Kvist & Vitus

  1. Pingback: Vinhuset Kvist & Vitus, nu med åbningstid | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. carl-erik brandt siger:

    Tillykke – hvor er det godt gået 🙂

Der er lukket for kommentarer.