Vinhuset Kvist & Vitus

Vi har været i vineriet og arbejde nogle dage. Tappearbejde er det, for de forskellige cider- og vintyper, der skal være klar til sommerens arrangementer, tager tid, og derfor skal tiden lægges i flaskerne nu.

Det er altid spændende at åbne tankene, dufte og smage den nye vin. Eller gammel er den allerede – vi tapper gammel vin på nye flasker. I går var det æblevin fra 2015, som blev fyldt på kraftige champagneflasker, hvor den skal andengære og udvikle de fineste, perlende bobler.

Andengæringen tager nogle måneder afhængigt af temperaturen, og derefter skal flaskerne klares op. Det vil sige, at de står skråt i en champagnereol, drejes dagligt, så gærresterne samles i flaskehalsen og senere kan skydes ud ved vinens eget tryk, som når op på 6-8 bar.

Denne sidste proces kaldes en varmdegorgering, og det varme er i virkeligheden ikke rigtig varmt, men blot ikke nedfrosset i et dyrt anlæg. Vi klarer os, med det vi har – Sørøverens tommelfinger, som sættes for flaskens åbning i rette øjeblik, når gærresterne er skudt ud, men mest mulig vin stadig er tilbage i flasken.

Som i tidernes morgen
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.