Udsættelse på udsættelse

Dagen begynder med nogle offentlige indberetninger og et dybfølt ønske om tørvejr, så jorden kan få en regnpause. Her kun halvvejs inde i første forårsmåned har landet sat rekord med mest martsnedbør målt nogensinde.

Og det på et tidspunkt af året, hvor en del efterafgrøder er sprøjtet ned med glyphosat, så markerne ligger orange og døde hen – uden evne til at holde på næringsstofferne. Væksten på de øvrige grønne marker er ikke rigtigt kommet i gang, så der bliver suget sparsomt op i plantemassen. Kvælstof, fosfor, rester af sprøjtegifte m.m. skyller ud igennem den forårsåbne jord, via drænene videre ud i fjorden og havet. Og der er som bekendt noget mere gødning at skylle ud, fordi landbrugspakken gav landbruget lov til at øge tildelingen.

Hverken vandmiljøet eller vi kan tåle udledningerne. Drikkevandet bliver også mere og mere kvælstofbelastet. Det er et vigtigt emne at diskutere både før og efter valget. Det er vigtigt at kende til.

Nu vil regeringen endnu engang udsætte Danmarks forpligtigelser til at leve op til EUs krav om god vandkvalitet. Det havde været mere visionært at fremskynde. Fremskynde, fremskynde, fremskynde. I stedet for at udskyde, udskyde, udskyde. Først 2009, så 2015, så 2021 og nu måske 2027.

Livet i fjordene og havet kan ikke bruge årstal til noget – kun vandkvalitet tæller.

Også i vores kroppe
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Udsættelse på udsættelse

  1. majio siger:

    ..ja ved fødsel består vi af ca. 97 % vand…så bliver vi stive og negative og tørrer ind…og får ikke drukket vand….jeg har selv i mange år nu renset mit drikkevand (på flere måder)….
    og er holdt op med at købe det fisk, som jeg synes var spiselig….!
    ….det er uacceptabelt alt sammen…..
    heldigvis foregår der også et enormt pres fra mange sider og mange gode initiativer…mange af os er helt sikkert klar over, at hvis der ikke gøres noget nu, så må vi gå ned i supermarkedet, om kort tid, og købe vand på flaske for at lave aftensmaden…..!

Der er lukket for kommentarer.