Drop klimaforandringer, klimaneutralt og klimavenligt

For en uges tid er romanskriveriet på “Den sidste humanist” lagt til side, for manuskriptet til bogen til unge og opefter “Det man spiser…” er vendt retur for at få de sidste rettelser. Bedst som man tror sig færdig… det er ligesom med e-boks, regnvejr og støvsugning.

Den største forskel er nok, at bogen skal personliggøres og have en tydelig afsender. Fordi både unge og andre mennesker navigerer (i tiltagende grad tilsyneladende) efter, hvem der siger noget, snarere end hvad der siges fra mere neutralt udgangspunkt. Og man kan ganske afgjort argumentere for begge indfaldsvinkler – den rent faglige og den mere personlige, men jeg anerkender, at tidens informationsmængde er enorm at forholde sig til, og at en klar stemme er et spor at følge. Derfor er bogen nu gennemskrevet med det for øje, og der er tilføjet en lang række konkrete eksempler bl.a. på, hvordan gårdens dyr lever, hvad der gøres for insekterne, for udledningen af klimagasser osv.

Nu i endnu en gennemskrivning (det har taget år det her bogprojekt) synes det ikke længere rigtigt, at klimaforholdene kun er inddraget i teksten undervejs; der er tillige tilføjet et selvstændigt kapitel (uden at man vil blive betragtet som bims af den grund). Set herfra er det bizart, at der skulle en tørkesommer til at gøre realiteterne begribelige, men det er, som det er. Mest af alt for sent at vende, men måske muligt at afbøde i én eller anden grad. Hvis nogen har viljen og sætter helt konkrete tiltag med nærtstående målopfyldelse i gang.

Og her tænker jeg ikke på Landbrug & Fødevarers imødekommende bluff om at være “klimaneutrale” om 31 år. Det er en gratis omgang – lidt som at love årlig kvælstofreduktion for at få lov til at gøde mere, og når resultatet gøres op, så klynke over den manglende forståelse for, at det tager meget længere tid. Det er ganske enkelt ubrugeligt, også kravet om at samfundet skal være med til at betale for omstillingen. Hvis landbrugsjorden var eksproprieret og der var oprettet statsbrug, kunne man med rette bruge indbyggernes penge på at ændre retning. Men når en privat virksomhedsejer, vil drive en privat forretning med et privat overskud (som rundt regnet udgøres af det offentlige tilskud for nuværende), der bruges til at leve et privat liv, er det ikke de øvrige borgere, der skal være med til at finansiere hans eller hendes omlægning til ansvarlig, ikke-skadelig produktion.

Sidst men ikke mindst – der er noget helt galt med ordene. Vi taler om det som ”klimaforandringer”, og det er sådan lidt afdæmpet og neutralt. På grænsen til noget godt, fordi mange forandringer gennem tiden har været at betragte som fremskridt. Det rigtige ord er klimakaos og i værste fald klimasammenbrud. Vi er nødt til at bruge ord, der signalerer alvor, for den nuværende situation gør det helt nødvendigt, at menneskeheden ændrer adfærd. Med det samme. Vi har spildt over 30 år, hvor fornuftige beslutninger kunne have gjort en stor forskel for de problemer, som nuværende og kommende generationer har fået eller får.

Drop klimaforandringer, klimaneutralt, klimaeffektivt og klimavenligt.
Der skal større pression i ordene.
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Drop klimaforandringer, klimaneutralt og klimavenligt

  1. majio siger:

    …SÅDAN, Lone….!!!FOR POKKER da!!!Jeg synes da, de selv må kunne HØRE og SKELNE – hvor er alle sanser henne – dét at “være ved sine fulde 5”?
    Har I forøvrigt hørt om det mindste land – mellem Indien og Kina – “co2-negativ!” …Bathan var det vist det hedder….

Der er lukket for kommentarer.