Billetter til Sommerrestauranten 2019 på Brandbygegaard

Søren Sørøver har skrevet om det et par gange – om sommerrestauranten her på gården i år. Indimellem drømmer han om mad, udtænker retter, muligheder og idéer, og resten af tiden overvejes det praktiske.

For det bliver anderledes i år; færre dage, færre gæster, kun aftenservering, og Sørøveren og jeg som værtspar. Da alt således synes mindre og skal være mere intenst, skiftes spisestedet i den store trælade ud med vores hyggelige gårdsplads med pigsten og valnøddetræ i midten af de fire længer.

I plantebordene på stuehusets 1. sal spirer og gror alverdens salater, grøntsager og tomatplanter frem. Maden er på vej, og de små grønne spirer og nye blade er en daglig påmindelse om kommende sommerglæde med gæster at tage sig godt af.

Nu er vi kommet så langt, at de 3*5 åbningsdage er etableret i billetsalget. Det er de 3 sidste uger af juli fra onsdag til søndag, årets mulighed for en restaurantoplevelse på gården finder sted. Der er kun 30 pladser til hver aften, og du finder dem lige her:
https://www.odderbilletten.dk/arrangementer/?s=brandbygegaard

Vi glæder os sådan!
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.