I vinmarken

Der er ganske få ting, som er givet her i livet. Man bliver født, og man skal dø, og hvis man er vinbonde, så har man brugt ALT for lang tid af den mellemliggende periode i vinmarken. Især i det ekstremt drilske vinbondeklima vi kan bryste os af at have i Danmark, kan udbyttet næppe stå mål med indsatsen. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at et perfekt vinår i Danmark, virkelig kræver det helt store held i vejrlotteriet.

Jeg havde egentligt planlagt at skrive om alle de vejrmæssige ting, der skal falde i hak lige fra det tidlige forår til det sene efterår, men jeg har faktisk ikke ret meget lyst, for lige nu i skrivende stund tegner alt helt perfekt! Eller en mere rimelig anskuelse vil nok være, at der endnu ikke er gået noget galt.

Og præcis derfor er det som altid med fuldt udsving på fortrøstningsbarometeret, at jeg har kastet mig over årets første opgave – de 1000 stokke skal beskæres. Sidste år tog vi en beslutning om ikke at fjerne alt det grenmateriale, jeg klipper af, men i stedet lade det ligge på jorden. Det kræver dog, at alt afklippet bliver klippet i mindre stykker, så det falder godt sammen. Senere sker der det, at jeg klipper bunden i marken med slagleklipperen, der laver grenene til flis, der så bliver nedbrudt henover sommeren.

Det kommer sig egentlig af den stadigt voksende kompoststak, der ligger efter mange års afklip. Naturligvis ville det gavne vinmarken at få det tilbagebragt og fordelt, men hver gang jeg står og ser på den store stak, så tænker jeg på alt det liv, der er i den. Hvor mange pindsvin der får sig en vinterlur, insekter der yngler, myrer der bygger, bier der svirrer og så videre. Den stak har jeg ikke meget lyst til at sætte en skovl i, og det selvom jeg ved, at der vil være fantastisk næring i den. Man kan jo bare se på de brændenælder, der kæmper sig igennem stakken, de er flotte som ingen andre. Det sammenholdt med at arbejdet med at slæbe afklippet ud af vinmarken er noget af det allerværste at bruge sin vintermødige krop på. Altså ikke sådan rent fysiologisk, der siges den slags sidestiksfremmasende aktivitet at gøre gavn for både dit og dat, men i øjeblikket er en maratondistance med favnen fuld at umulige lange vingrene en pestilens uden lige.

Derfor blev der, da den smalsporede traktorfører sidste år fik en traktor med sammen hjulbredde, taget en beslutning om at se om ikke man kunne knuse grenene på stedet i stedet for at flytte dem til en kompostbunke, man aldrig fik lagt tilbage. Og det virker ganske efter planen!

Jeg har smidt mit lod i puljen til det store vejrlotteri, desværre kan man ikke betale sig fra at købe ekstra lodder, så der er ikke andet tilbage end at håbe.

Søren Sørøver – fuld af håb og enkelte vabler

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til I vinmarken

  1. Mettpet siger:

    Kære Edni

    Jeg bruger også samme princip, altså i mini mini format, altså klipper de døde dele op i mindre stykker på stedet – så kan det formulde i bedet og solsorten kommer med sin klo og leder efter guf og “kompost” bunken bliver vendt ✔️

    Smagte de afghanske mad godt ? Dejligt at have venlige naboer

    Jeg håber, at jeg kan komme ud og gå i dag – nu lysner det i al fald 👍

    God søndag til dig Edni

    Knus fra Mette

    Sendt fra min iPad

    > Den 10. mar. 2019 kl. 10.22 skrev Beretninger fra et autentisk landbrug : > > >

  2. majio siger:

    …keep going…:)

Der er lukket for kommentarer.