Når det skal være mere vådt – nyt projekt på gården

Vi har båret garnene ind fra fjorden. De har stået derude et par uger, men nu er det slut. I løbet af de relativt få dage er tov, over- og undertæller samt selve garnet tilgroet med brun ildelugtende algevækst.

I februar måned, i koldt hav – det sker kun, når vandet er næringsrigt. Ikke mere fiskeri i denne omgang, for når garnet står som en brun væg, skal fiskene have bind for øjnene for ikke at se det.

På vejen ind og ud over havbunden – vi går ca. 200 meter udad – kan man endnu se spor af november måneds kraftige algeopblomstring. Hvor sandormene laver deres tuer, kommer rent gråt sand op, resten af havbunden er dækket af et brunligt lag fra de forrådnede alger. Alt i alt er der ikke meget opmuntrende nyt at berette fra Horsens fjord og omegn. Man behøver ikke hente en forsker ind i DR for at sige det forudsigelige, man kan bare gå en tur ud i vandet og få syn for sagen.

Måske har du hørt om balladen i forbindelse med Landbrugspakken. Ikke kun det tvivlsomme grundlag, de tvivlsomme politikere, de tvivlsomme embedsmænd, de tvivlsomme analysemetoder, de tvivlsomme forskere og den tvivlsomme lobbyindsats forbundet med vedtagelsen i 2015, men også den tvivlsomme frivillige indsats fra danske landmænds side. Den indsats, der skulle nedbringe kvælstofudledningen til danske fjorde og indre farvande som kompensation for tilladelsen til at gøde markerne mere (og dermed opnå højere høstudbytte).

Der er så megen tvivl, men én ting er sikker – dansk landbrug fik lov til at hælde mere gødning ud over markerne. Resultatet er mere kvælstof i miljøet.

De seneste uger har der været heftig debat, fordi en nylig redegørelse viser, at landbruget frivilligt har reduceret kvælstofudledningen med 12 tons ud af de lovede 1451 tons. Altså ligegyldigt lidt.

Landbrugets modsvar og retfærdiggørelse af indsatsen er, at masser af initiativer er sat i gang, men endnu ikke oppe at køre, så de giver en reduktion i udledningen. Man vil i den forbindelse foretrække at blive målt på de igangværende projekters potentiale og ikke på den faktiske udledning.

Til det må vi herfra sige, at fjordens algevækst ikke ser på den gode vilje og igangsatte projekter. Desuden undrer det, at landbrugets politiske ledere efterspørger forståelse for, at der er en årelang tidshorisont, når det kommer til at gennemføre kvælstofreducerende tiltag. Den fakkel blev ikke holdt ret højt under Landbrugspakkens vedtagelse.

Hvorom alting er, skal der ske noget, og ved den paniske udsigt til indgreb i Landbrugspakken rulles det tunge skyts ud – kraftige opfordringer til at afstå dyrkbar jord med henblik på etablering af vådområder, som kan bidrage til kvælstofreduktion.

Hidtil har der været en småsurmulende stemning – hvorfor skulle en landmand bruge jord på et fælles initiativ, hvis han ikke fik en konkret personlig lempelse eller belønning?

Vi vil gerne vise en anden vej. Her på gården indkøbes der ikke gødning til frugt- og bærproduktionen. Imellem rækkerne i vinmarken og æbleplantagen er der sået hvidkløver, som fikserer kvælstof fra luften. Alt afklip forbliver i dyrkningsområderne og den sparsomme husdyrgødning går til grøntsagerne. Men vi vil gerne lave et vådområde alligevel. Ikke for at redde Landbrugspakken, men for at gøre en indsats for fjorden.
Derfor var her i den forgangne uge besøg af en såkaldt oplandskonsulent, som beregnede, så på anlægsmuligheder og vandforhold.

Gårdens jord er tæt på sidste stop inden fjorden, og langs skoven og engen går en kanal, som afdræner omtrent 125 hektar intensivt dyrket agerland med forskellige ejerforhold. Hvis vi anlægger et minivådområde, der har ca. 1,25 hektar vandoverflade – det er absolut i den store ende for den type miljøtiltag (det fylder ca. 20.000 kvadratmeter i alt med omgivende digeværk), kan kvælstofudledningen i drænvandet fra de 125 hektar reduceres med ca. 25 %. Fosfor reduceres med ca. 50 %. Hvis andre lodsejere også lægger jord til, kan de det samme. Hvert eneste anlæg får betydning. Yderligere gevinst er, at vådområderne kan blive levested for nye planter, smådyr og insekter.

Flertallet har afsat 115 millioner til at grave kvælstofreducerende vådområder m.m. Det er samfundet, der betaler for ansøgninger, entreprenørarbejde, opmåling, kontrol osv. Du, vi og mange andre betaler for at mindske forureningen af det fælles hav, fjordene og de indre farvande. Landmændene bliver ovenikøbet kompenseret for tabet af dyrkbar jord. Der er ingen grund til at lade være.
Vi har igangsat en ansøgning om at etablere vådområdet i den østlige del af gårdens jord, men det tager tid, og en væsentlig beslutning ligger hos Odder kommune, som skal give lov. Først til september kommer der svar på ansøgningen.

Imens gror algerne videre
Lone