Glæden ved knaphed

Ok, det lyder nok en kende for gandhisk, ikke mindst fordi glæden ikke sidder i knapheden men i ressourcen – når knapheden møder overfloden. Lad mig forklare.

I de seneste to, faktisk knap 3, år har jeg ikke spist bacon. Det har jeg ikke af den simple grund, at jeg ikke har taget mig sammen til at lave et stykke. Jeg har haft fine stykker brystflæsk liggende i fryseren, men de er hver gang endt som stegt flæsk i stedet, da jeg ikke lige syntes, at jeg kunne finde tiden til at salte og røge et stykke. Det er naturligvis noget pjat, for det tager ingen tid og er lige så let som at.. ja, du ser nok, hvor det her fører hen.

Men det korte af det lange er, at jeg ikke har fået bacon i lange tider, har savnet det i ny og næ, men åbenbart ikke nok til at jeg har gidet at lave det. Nu er det så lykkedes, og jeg knuselsker det. Det er, når jeg nu står med det, helt uforståeligt at jeg ikke har fedtet mig sammen til at lave det før. Og nej, jeg kan ikke bare købe et stykke ved slagteren. For det første så er det næsten umuligt at skaffe fra en ordentlig gris, og for det andet så lever jeg nu på 4. år efter princippet, at skal jeg have kød, så må jeg selv slagte det og bearbejde det.

Af samme grund har der været lidt lavvande i fiskekassen. Jeg elsker at fiske, og jeg holder mindst lige så meget af at spise fisk. Nogle er lettere end andre at fange, og utroligt mange af de arter, jeg sætter stor pris på, er ikke længere eller så godt som ikke længere en del af mit fødeindtag. Det kunne for eksempel være den helt fantastiske rogn fra stenbideren.

Som selvforsyner er stenbideren lidt tung at danse med. Den er nemlig kun i mit hjemmefarvand i ganske kort tid. Den skal fanges her sidst på vinteren, når den søger ind i fjorden for at gyde. Nu klinger ordet vinter godt nok lidt hult i år, og præcis af samme grund er det faktisk lykkedes mig at fiske.

Garnene vades ud over de lavvandede områder og stilles så dybt, som jeg kan i waders. Det betyder, at det kræver temmelig godt vejr i den periode, 14 dage – 3 uger, og det har vi bare aldrig. Det blæser stort set altid på den tid af året, og det betyder, at jeg har meget svært ved at røgte garnene, men også at de bliver fulde af skidt.

I år forholder det sig helt anderledes. Når man nu går hovedrystende og undres over 14 graders varme og fladt vand, mens man har fornemmelsen af, at der er noget helt galt, så kan man samtidig glæde sig over, at garnene nu står i fjorden for 12. dag i træk, og at det er lykkedes mig at fange to hunner. Kvabsøer som de kaldes, et ord jeg har svært ved at tage i min mund, når det gælder de helt utrolige fortidsagtige fisk. Det er kun hunnerne, der har værdi for mig. Jeg ved godt, at nogle sætter pris på hannerne i røget udgave, men det har ikke fanget mig. Derfor har jeg sat de ca. 10 hanner forsigtigt ud igen.

Nu sidder jeg så med al den rogn, jeg kunne ønske mig, og spiser af det sådan lidt uhæmmet. Mens jeg glæder mig. Og der skal glædes igennem, skal der. For det er små 5 år uden stenbiderrogn, der skal opvejes, og strengt taget så skal jeg også glædes på forskud, da der kan gå endog rigtig lang tid, før jeg kan spise stenbiderrogn igen.

Skal man se sådan helt nøgternt på det, så tvivler jeg på, at denne spiseoplevelse i sig selv gør mit liv bedre på nogen måder. Faktisk tror jeg, at forventningen, måske endda længslen efter noget, og forløsningen gør mere for mig. Én ting er helt sikker – den daglige tur ud i havet i mine waders, mødet med naturen og den spænding der ligger i selve fiskeriet, giver mig ubeskriveligt meget. For det er fangsten kun en drivkraft, der holder fiskeriet i gang.

Søren Sørøver – med vådt træben

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.