Lone Landmands sandkage – opskrift til dig

Nå, hvem skulle have troet, at folket havde brug for kage?

I dag får du så en opskrift på klassisk sandkage. Sådan én man kunne få serveret hos sin mormor i tidernes aften. Før en sandkage blev et tankstationskøb med uendelig holdbarhed.

Det er en enkel sag – nogle få tilgængelige ingredienser, og derfor smager kagen netop af dem. Skaf de bedste du kan, især æggene er helt afgørende.

Til en stor form med en stor sandkage har du har brug for:

400 g rørsukker
400 g smør lavet af mælk fra en ko, der spiser græs og hø i store mængder
6 æg fra høns der året rundt nipper kløver og andet grønt udendørs
250 g hvedemel
250 g kartoffelmel
3 tsk vaniljesukker
1½ tsk bagepulver

Det var alt – så går vi i gang.

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 165 °C uden varmluft.

Skær smørret i grove stykker og læg det i en skål sammen med sukkeret, pisk til indholdet er fint blandet.

Pisk æggene ind ét af gangen, roligt, troligt, roligt. Pisk længe og inderligt.

Afvej de to slags mel, afmål bagepulver og vaniljesukker og sigt det hele sammen, så blandingen er fri for klumper. Vend blandingen i skålen og rør kortvarigt, til dejen er ensartet. Hæld dejen i en stor, smurt form og sæt formen i ovnen.

Bag kagen ca. 1 ½ time. Tiden afhænger af din form og af ovnen, så prøv dig frem når bagetidens slutning nærmer sig. Stik en tynd kniv i kagens midte, kommer den retur uden klistret dej, er kagen færdig og skal ud.

Fugtig, fyldig og med fremragende smag. Også sandkagen
Lone

P.S. Du kan muligvis halvere opskriften – jeg har ikke forsøgt, for en halv sandkage batter ikke her i stuehuset.

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Kodyle kager, Opskrifter. Bogmærk permalinket.

Et svar til Lone Landmands sandkage – opskrift til dig

  1. Pia Sofie Lotus Sommer siger:

    Velbekomme, ser lækkert ud

Der er lukket for kommentarer.