En lille historie fra “Den sidste humanist”

Det er skrivetid for øjeblikket. Dage, eller i hvert fald timer, der kan disponeres mere frit over end dyrknings-, høst- og vineri-månederne tillader. Jeg har varme hunde på fødderne, og krus der skvulper over, når Dagmardyret rejser sig inde under spisebordet.
Man skriver så frit, når broholmerens tyngde løftes i åndedrættene, og der cirkulerer lidt blod i benene.

I morges fandtes en sparsom fornemmelse af forår i luften; lidt fuglesang, gule erantis de fede ænder endnu ikke havde danset i, solstriber og hønsekaglen. Nu er det blevet februareftermiddag med småregn, kulde og blæst, og måske er du også søgt indenfor – klar til en kort fortælling til kaffen.

Da får du her en lille stump, en historie i historien faktisk, fra det igangværende arbejde på romanen “Den sidste humanist.”

Her kommer den.

”Lad mig fortælle dig en historie om skaberkraft,” sagde Nigel og skubbede sig lidt ned i sofahjørnet, ”du trænger til at tænke mere fremadrettet:

Toget bevægede sig gennem landskabet med de rytmiske ryk gamle sporsamlinger giver. Alene i kupéen generede han ikke nogen ved at trække vinduet i bund. Lokomotivet var på vej ind i en kurve, og da han stak hovedet ud i blæsten, kunne både det og de forreste vogne ses. Mulighedernes fortrop. Han fulgte efter. Skabelsens kraft gennemstrømmede hans sind, havde altid gjort det, men manifestationen udeblev. Endnu. Til gengæld var trangen tiltagende. Så mange muligheder, så mange felter. Når først han gik i gang, skulle det være stort. Bemærkelsesværdigt og overrumplende for parnasset. Uanset om valget faldt på kompositioner, forfatterskab eller billedkunst. Det kunne sådan set være lige godt, der var fordele og ulemper ved alle tre arbejdsformer, og hans indgående studier af de klassiske mestre havde ikke udelukket noget valg. Enkelheden var et gennemgående træk, og utallige var de gange, hvis ikke hver, han efter en kunstudstilling, en roman eller en koncert havde afsluttet oplevelsen med et ”ja, selvfølgelig.” Enkelhed, enkelhed, enkelhed. Måske pakket ind i noget mere kompliceret, men temaet var i bund og grund menneskeligt og dermed enkelt. Liv, død, kærlighed, had, glæde, sorg. Længe havde beslutningen om form været undervejs, alt for længe, men denne rejse såvel som togturen skulle udmønte sig i hans første værk. Skaberværket til eftertiden og dens allerede overgåede kunstnere. Han tog et par hurtige bidder af det kedelige område omkring stilken, smed æblet fra sig, lukkede vinduet og satte sig for at studere sine noter.

Æbleskroget faldt forholdsvis langt fra togstammen, lige i kanten af en mark, hvor der var lysåbent og modtagelig jord, men en smule for fugtigt i det tidlige forår. Derfor stod en bar plet uden fremspiret korn, og de to kimblade på det spinkle skud fik fuld sol, så de snart kunne generere energi nok til yderligere bladudvikling og vækst i højden. Skroget gik fra affald til knæhøjt træ i løbet af sommer og efterår, men det var ikke nok til, at kunstneren så sit skaberværk, da han året efter gentog rejsen og sine overvejelser.

Landmanden så det. I løbet af næstfølgende forår da han besigtigede marken og det alt for fugtige hjørne. Der var risiko for, at traktor med plov ville sætte sig fast, og hvor meget ekstra korn kunne de få kvadratmeter give. Nej, det var mere et kosmetisk spørgsmål, som hans bror autoforhandleren sagde. Den fyldebøtte. Fyldte også folk med sludder og tillempede sandheder. Den eneste, han ikke gjorde noget for at fylde, var hans kone. Rig men fattig på børn. Når alt kommer til alt, og det gør det hele tiden, så var han fra begyndelsen mere interesseret i hendes monetære forhold end i hendes genetik. Unger er der sgu nok af, som han også sagde, det er penge, man altid mangler. Luftkysset så ikke ud til at formilde hende, det gjorde derimod det lille æbletræ, Johannes kom med til fødselsdagen. Han fortalte om det heldige fund i dyrket agerland, om den lange gåtur hjem efter spaden, så han med forsigtighed og omhu kunne grave rødderne op uden skader. Hele tiden tænkte han på, hvor meget sådan et sjældent opstået liv uden sit lige ville glæde hende. Den store lerkrukke manifesterede, at det ikke var af nærighed, han kom med en hjemmegjort gave. Den var rundet af omsorg og tanke for, hvad der kunne gøre hende glad. Resten kunne hun selv købe. Og hun forstod.

Det gjorde autoforhandleren ikke, og han fandt aldrig ud af, hvad den genstridige plet på bagsædet af Cortinaen bestod af. Da han var færdig med sæderens og hårtørrer, var Maria færdig med ham, og kun konturerne sad tilbage. I bilen. I Maria derimod sad et mikroskopisk foster, og det, samt nogle gennemtænkte formueforbehold, tog hun med sig ind til byen.

Bertil blev en rar dreng. Han var ikke jordbunden som sin far eller ødsel med sig selv som sin mor. Han var sin egen, og andre er der nok ikke. Hans høflige, men dog bestemte, væsen blev værdsat i etaten.

”Det er hæsligt med disse nye tog,” sagde kunstneren, som var på vej til sit sidste formålsløse ophold i refugiet. Det blev værre og værre med nyrerne, og han evnede snart ikke at udskille noget. Heller ikke urin. ”Vinduerne kan ikke åbnes,” fortsatte han og viftede med et æbleskrog.
”Lad mig,” sagde Bertil venligt og holdt affaldsposen frem.

Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til En lille historie fra “Den sidste humanist”

  1. Tine siger:

    Tak. En fantastisk dejlig og tankevækkende måde at starte dagen på.. Glæder mig til at læse hele bogen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.