Dyrkningssæsonstart

Nu er årets første salatfrø i jorden; forskellige typer og farver af spiselige blade. Ikke udendørs selvfølgelig, for den fugtige, kolde køkkenhave er endnu uegnet til vellykket fremspiring.

Det hele foregår indenfor i stuehuset – på plantebordene oppe under 1. salens skrå vinduer, hvor der er passende lys i forhold til temperaturen.

Udover salaterne er der sået nogle tidlige hovedkål, kruspersille og bredbladet persille, fennikel, glaskål, forårsløg og gule løg samt artiskokker.

Målet er at have et fint udvalg af råvarer klar, når sommerens arrangementer med spisning løber af stablen. Det helt store behov ligger ved Pinsens musikfestival d. 9. juni, og det er tidligt på sæsonen i den danske grøntsagsdyrkerverden.

Men nu er vi i gang
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.