Kort uddrag fra “Den sidste humanist”

Der er så meget, det igangværende skrivearbejde ikke er. Det er ikke en krimi. Det er ikke en selvbiografisk historie eller autofiktion. Det er ikke et forfatterskoleprojekt. Det er ikke en kurateret roman tilhørende et af de anerkendte forlag, og det er heller ikke et indkøbt plot fra en ekstern konsulent.

Med al den sikre viden, er der kun usikkerhed tilbage, og det er nok det værste ved at skrive på en ny bog. Usikkerheden undervejs, om det er godt eller bare godt nok – sidstnævnte er utilstrækkeligt.

Under alle omstændigheder er en roman udenfor ovenstående kategorier en forholdsvis dårlig forretning økonomisk set. Skaberglæden derimod giver daglig betaling, luskede smil og ærgrelser når afsnit skal slettes, fordi de stikker af eller bliver stive. Det er berigende til stadighed at have en fortælling at falde ind i og digte videre på. Spise videre af som en plade chokolade, der ligger fremme hele tiden. Det er skræmmende at lade andre læse med, fordi i skriveprocessen er jeg så bange for en negativ vurdering, som tager strømmen ud af historien.

En god fortælling rummer elementer af overraskelse, noget man ikke havde set komme, tanker man ikke havde tænkt. Derfor er det selvfølgelig i helheden, meningen findes. Men jeg vover pelsen, overvinder bekymringerne, tager ængstelsen med og sender dig som tidligere lovet et uddrag fra den kommende roman “Den sidste humanist”. For selvom det følgende er taget ud af en sammenhæng, kan det måske stadig underholde dig formiddagskaffen igennem.

Det kommer her:

Hans forældre havde fået det godt med tiden. Var blevet uadskillelige. Var nået til den uundværlige fase, hvor det at leve sammen med et andet menneske bliver vigtigere end hvordan. Når dagenes trivialiteter, lugte og gentagelser bliver den rugemaskine, tryghedens æg klækkes i og som små gule kyllinger vælter nærheden ud over kassens kant. Ædende, lugtende lidt stramt, men levende.
Havde hans mor været glad? Hun så sådan ud på billederne. Dengang skulle film sættes i et kamera, eksponeres, sendes ind og fremkaldes. Man spildte ikke fotos på andet end særlige situationer med indbygget glæde, så hvem ved, hvordan hun havde det ellers. Rie måtte vide det, hun havde nogle års forspring med hukommelsen. Eller måske havde hun bare lagt mere mærke til den slags, end han selv gjorde. Ja, det var snarere der, forskellen lå. Selvfølgelig havde han været voksen nok til at burde kunne huske det.
Selv Rie havde faktisk været i tvivl. Jo, deres mor havde været glad, men altid påpasselig med at udtrykke begejstring. Forbeholden overfor medgang som om den ekstra distance til overmod var en forsikring af middelmådigheden. Hvis hun aldrig stræbte efter andet end nøjsomhed, aldrig drømte vildt eller tog store chancer, så ville gudernes retfærdige vaterpas måle ud langt over hendes hoved. Selvudslettende, var det det, hun var? Var det derfor deres fars tungsindige stemninger vibrerede langt mere kraftfuldt igennem huset?

Hendes baggrund var ikke så fin som fars. Der var ingen akademikere, før hun kom til, og familien havde været noget i tvivl om nødvendigheden af en uddannelse. De havde en lang tradition som arbejdere og så snarere en nedvurdering i, at hun læste videre. En nedvurdering af hendes familie, som talte indtil flere pakkedamer, postbude, en enkelt slagter og en bagerjomfru. Hun formåede at gøre det klart, at hun ikke var mere end dem, og drillerierne fra fætre og kusiner holdt sig indenfor det godmodige. Bedstemor trådte til som barneplejerske, så graviditeten med Rie kun kostede lidt ekstra ubehag under en sommereksamen. Hun gennemførte sit studie indenfor humaniora og stødte således ikke den mandlige del af familien unødigt. Bortset fra far, der havde henholdt sig til den uønskede graviditet som grund til at opgive ingeniøruddannelsen.

”Jeg er marven i din søjle, jeg er huden, som fornemmer”, sådan stod der på hendes gravsten.
“Alto-pofrende, hvad er det?”, havde hendes søster spurgt, da de indrykkede dødsannoncen. Far havde vinket afværgende med hånden, mens Ditlev skænkede moster et glas portvin.
“Den slags får vi kun ved festlige lejligheder.” Hun smaskede tilfreds og så sig omkring efter flasken.
De var lammede af det uventede. Af sorgen og de uigenkaldelige forandringer. Fars forstenede blik, Ries ophovnede øjne. Han selv havde været underlig lufttom. Uden ord, for en sjælden gangs skyld uden de livsfarlige understrømme af tanker og hestehullerne med deres kraftige udadgående bevægelser. I perioder med ophobning inde bag revlen, gennembrydes den og alt suges med. Man føres med strømmen ud på dybt vand og vil instinktivt svømme mod land, men det er formålsløst. Man skal i stedet enten svømme langs kysten, så man kommer bort fra den udadrettede strøm, eller blot holde sig flydende.

”De drukner os i kulturoptimisme og øjeblikkelig belønning.”
Maden var færdig, og Nigel sad allerede klar ved bordet. Mild, rolig og afventende. Også i forhold til fremtiden.
”Nettets frihed er sjælens liv,” svarede han og skænkede til dem begge.
”Men skærmen drager mod et kulturelt selvmord – det får kultledere til at fremstå som optimister.” Hvordan kunne Nigel tage det så roligt, mangle balance i sin begejstring, mangle fokus på det væsentlige.
”Det blå lys er ledestjernen til civilisationens kollaps.”
Han var sulten, spiste godt og nikkede bare bekræftende.
”Udviklerne holder deres afkom væk fra det, men selv deres børn vil blive ramt af det kollektive bevidsthedstab.”
”Jeg vil dyrke kartofler.” Nigel tyggede af munden og fortsatte, ”det er helt nødvendigt for at have noget at spise. Ikke bare om sommeren men året igennem. Man ved aldrig, hvad der er at spise året igennem, udover kartofler. Kartofler kan holde længe. Fra de første er spiseklare i juni til de næste er det året efter. Med lidt god vilje, hvis man knækker spirer af sidst på foråret og finder sig i en tiltagende elasticitet.
Jeg vil klargøre jorden, vende den rundt, fjerne sten og ukrudtsrødder og rette overfladen af. Læggekartoflerne skal sættes i rækker for at lette arbejdet med at luge og hyppe. Det er sandt det med at hyppe sine egne kartofler. Gør man ikke det, bliver de fremvoksende knolde udsat for sollys og giftstoffer dannes. Usynlige giftstoffer, det grønne er bare en indikator.”
”Ligesom de andre partifarver,” tilføjede Ditlev, opsat på at holde samtalen på sporet.

I dag skal der skrives månedsindlæg til Dyrenes Beskyttelse, i morgen fortsætter friskriveriet
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

6 svar til Kort uddrag fra “Den sidste humanist”

  1. Pingback: Fortløbende fugt | Beretninger fra et autentisk landbrug

  2. Karin Vestergaard siger:

    Glæder mig til resten🤗

  3. Pingback: Pizza-niche | Beretninger fra et autentisk landbrug

  4. Palle Jensen siger:

    AAaahhhmmmmm… sikke stemninger der simrer her, på overfladen, under den og i rummet… som i nærheden af køkkenet hvor det fornemmes hvad der er blevet tilberedt gennem en dag/ en uge/ et år/ et liv… jeg vil gerne bestille 3 styk af bogen 🙂

  5. Birgitte Kaae siger:

    – og jeg glæder mig til kogebogen. Svampeburgerne var super gode. Hvor sættes kogebogen til salg?

  6. Susanne siger:

    Virkelig dejlig læsning! Intet ligegyldigt her. Velvalgte ord. Bare af den lille bid mærker jeg en stemning, Flot! Jeg glæder mig til at læse resten 🙂

Der er lukket for kommentarer.