Velkommen til 2019 – Søren Sørøvers nytårstale til dig

Jeg har gået og tænkt meget over indholdet i årets nytårstale. Så meget at jeg endda har genlæst sidste års, der blev taget fantastisk godt imod. Jeg var ikke nået særlig lagt i den, før jeg hovedrystende måtte konstatere, at den slags 2017-sprogbrug er alt for krænkende her i 2018.
Jeg ville morderlig gerne skrive en hjertevarm og positiv tale, hvem har ikke brug for sådan én? Men lad os se det i øjnene – man skal grave godt og dybt for at finde de positive ting i året, der er gået. Naturligvis er de der, bevares. Så lad os se lidt på dem først.

2018 var året, hvor vi fandt ud af, at selvom græsplænen i løbet af den mest tankevækkende sommer i mands minde først blev gul og dernæst grå, så døde den ikke. Og selv om der flere steder var rationer på det kategorisk rene drikkevand, som ved nærmere eftersyn om muligt er mindre rent end ørnen fra Herning var under hans Tour de France velmagtsdage, så døde græsplænen heller ikke af at blive vandet med det. Det er da positivt, er det ikke?

Klimaet gav os et spark i røven, og det virkede som om, vi endelig forstod, at noget er helt galt. Landbruget måtte på knæ og bede om godt vejr, altså da det ikke ville regne. Folketinget fandt en pose penge til dem, den var ikke så stor som håbet godt nok, men vigtigst af alt så betød den fatale høst, at landbruget ikke kom i klemme, da regeringen endelig fremlage sin klimaplan. Og det er da en god nyhed ikke?

Man kunne også godt have forudset, at den varme sommer og al den her snak om co2-udledninger ville gå hårdt ud over flytrafikken, men endnu engang fløj vi som aldrig før, og det hæderkronede SAS havde et mærkbart overskud for første gang, siden mor var dreng. Og det er da positivt, er det ikke?

Vi var kun lige færdige med at grine af Tonny Toupés aka Donald Trumps mur mod Mexico, før vi besluttede at hegne hele Jylland af mod de letsindige tyskere og deres vilde svin. Godt nok siger eksperter, at de vilde svin med al sandsynlighed dør, når de har svinepest, i stedet for at søge asyl i Danmark. Men det giver en vis sikkerhed, når det hegn står der, og den halvdel af udgifterne, landbruget skal betale, kan de jo altid få i tilskud på et andet tidspunkt. Nu får vi sendt et stærkt signal til omverden om, at uanset hvilken sygdom eller trosretning, man er bærer af, så er man ikke velkommen. Og det er da positivt, er det ikke?

Toppen af vores kransekage, Lars Lykke, har vist sig som en mand af sit ord. Alle, der har betalt 50.000 kr. til Lykkefonden, har fået direkte adgang til hans kontor, og det viser med al sandsynlighed, at demokratiet virker. Der er ikke nogen, høj eller lav, tyk eller tynd, der ikke kan kvalificere sig til et møde med Danmarks statsminister. Enhver tosse, der har lidt guld på kistebunden, kan komme til fadet. Og det er da en god ting, er det ikke?

Vi har en ø, der står overfor total affolkning, ja der er lidt vira og pest godt nok, men ikke noget man ikke selv har indført. Forskerne på the island of husdyr-death flytter, og pludselig står en færgemand overfor at blive arbejdsløs. Den ubehagelige situation har et flertal af de folkevalgte, jeg gentager lige med versaler, FOLKEVALGTE! afværget. Der findes heldigvis folk nok på flugt fra urimelighed til, at man kan befolke en hel ø med dem. Så mon ikke færgemanden får en tur i ny og næ, selvom Støjberg helst så, at der kun blev solgt enkeltbilletter på den overfart. Og det må da siges at være en positiv ting?

Men det er ikke alt, der er rosenrødt. Eksempelvis var fjorden grøn – håbets farve, og alligevel var håbløshed den altoverskyggende følelse. Som talsmanden fra Miljøstyrelsen udtalte, så var der ingen fare på færde. De grønne alger er ikke giftige. Nej, ganske givet. Den grønne farve var ikke et problem, men et symptom. Et symptom på forarmelse, et symptom på misbrug og ligegyldighed. Et symptom på tidens citronpresseri, hvor alt, der ikke kan profitmasksimeres eller vækste, efterlades til en stille død.

Klimaet er ved at ændre sig – man skal være slemt ignorant, hvis man ikke har indset, at noget er helt galt. Og minsandten om ikke også der nu her, hvor Shu-bi-duas Costa Kalundborg går fra at være en sjov strofe i en sang til at være virkelighed, er et øget fokus blandt politikerne. Også blandt dem der ikke før rigtigt har syntes, at den slags var en debat værdig. Faktisk ser man en ligefrem proportional sammenhæng med tiden til det forestående folketingsvalg og deres iver for at deltage i verdens vigtigste debat; selv selerne på en venstremand er gået fra blå til grønne.

Man kan godt sidde her og gøre grin med de folkevalgte, og man vil også med rette kunne komme med den gamle floskel, at vi har de politikere, vi fortjener – vi har trods alt selv stemt dem ind. Vi må nok erkende, at selvom vi nu i stort antal tramper frustreret i gulvet over de elendige handlingslammede ledere derinde på tinge, så er det borgernes fokus på klimaet, der kommer alt alt for sent. Og det er der ikke noget at sige til. Det er gået ufatteligt godt, vi har oplevet en enorm velstandsstigning og nydt godt af et forbrug, der retrospektivt har været alt for stort. Men imens man står i det, er det bare ikke ret nemt at se. Og nu, hvor lokummet brænder, så er det ufatteligt svært at ændre på. Der diskuteres enkeltsager i én uendelighed. Flyveture ud i verden, der er markant billigere fra Billund lufthavn end i forlystelserne i lufthavnens nabo Legoland, kød der prutter, tøj der slides og nu diskuteres al den datatrafik vi tæsker rundt i cyberspace. Der er ikke rigtig noget, der er rart at undvære, og endnu mindre rart er det, at andre skal fortælle os, hvad vi skal undvære. I virkeligheden kan det koges ned til ordene ”Penge er til for at blive brugt”, og det er her, problemet opstår. Selvom vi ved, at det er forbruget, der er problemet, så er selv veloplyste verdenslederes bedste redskab til en vellykket regeringsperiode vækst.

Hvis jeg lige et øjeblik skal tage realismens grimme briller på, så tvivler jeg på, at vi kan gøre ret meget for at stoppe klimaforandringerne. Politikerne tager det ikke seriøst og medierne tager det ikke seriøst. Se nu bare den progressive avis Politikken, der har kørt et månedlangt tema om klimaforandringer, og hvad der skal gøres for at bremse dem – det afsluttes i flot stil med et 130 siders rejsetillæg. Det svarer nærmest til, at misbrugskonsulenten sælger stoffer i weekenden. Det er at tage pis på klimaet. Og så er der os, klodens befolkning, der, når vores kældre er blevet oversvømmet af de stigende have og nedbørsmængder farer lige ned i butikkerne for at bruge forsikringsbeløbet på noget mere klimabelastende forbrug. Vi forstår det ikke rigtigt, og det kommer til at have sin pris.

Jeg synes, at vi er ved at nå til vejs ende. Vi ser skævt til dem, der flyver, dem der spiser kød, og skriver om dem på de sociale medier, hvis servere forbruger mere energi end hele lande i Afrika. Vi bryster os af at være de klogeste skabninger på jorden, og alligevel fatter vi ikke en brik. Men hvad skal der så ske? Ja, det er der vel strengt taget ikke nogen, der ved. Vi ved bare, at alt bliver anderledes, at det temmelig sikkert kommer til at koste en masse penge, med garanti også levestandard for mange mennesker, og ikke kun levestandard men tilmed stedet de lever.

Nu har vi taget turen, den var sjov, og vi nød den, men så skal der heller ikke høres nogen hylen og klagen, når regningen kommer. Når huse ryger i havet, når skove brænder ned, når klimaflygtningene står og banker på vores dør, når den sidste rejsende er fløjet til Maldiverne, og der kun går returfly med folk, der ikke længere har et sted at bo. Jeg vil ikke høre et kvæk.

Men jeg vil gerne høre en begyndende debat om, hvad vi gør, når der bliver mindre af alt til alle, og jordens ressourcer laver den regulering, vi ikke var i stand til. Som det forkælede barn, der selv skal administrere sit fredagsslik, allerede får det udleveret mandag og klynkende kan konstatere, at det var væk længe før weekenden.

Nu har denne nytårstale nok efterladt dig i afmagt og en vis trang til en trøstetur til Club La Santa. Men bare fordi vi har gjort i nælderne, betyder det ikke, at vi skal give op og give efter. Bestemt ikke. Gør din indsats for klimaet, for miljøet, for fjorden og for grøftekanten. Vi står overfor en fremtid, som godt nok er usikker i forhold til den klode, vi bor på, men vi kan og skal helt selv bestemme, hvilken slags mennesker vi er og bliver. Og jeg er faktisk sikker på, at vi grundet den førhen omtalte intelligens kan finde en vej, hvor fremtiden er et sted, vi har lyst til at være, og hvor alle har ret til at være. Vi skal ikke lade os diktere af frygt, startet af små bange mennesker, vi skal ikke undlade at tænke selv, når regeltyranniet og overvågningen igen og igen prøver at begrænse det frie valg og tanker. Vi skal leve og handle, som vi har lyst til, under det ansvar vi har for fællesskabet. For fællesskabet er nøglen til en fremtid for os på kloden.

Snart er der folketingsvalg, og da har man som stemmeberettiget stor lyst til at sætte et kryds ved en politiker, man mener, vil varetage ens interesser. Ved at stemme på vedkommende pålægger man ham eller hende et ansvar, ganske givet, men du fralægger dig ikke dit. Du overfører ikke dit ansvar for fællesskabet til en regering, et folketing eller en politiker. De kan ikke administrere det, og du kan ikke frasige dig det. Fællesskabet tæller langt mere end 90 mandater. Fællesskabet! Så opfordringen herfra må være at stemme på en, der vil fællesskabet og ikke bare vedkommende selv, hans eller hendes fond eller kampagnestøtter. Nogen der vil slå hårdt ned på tendenser, hvor kapitalismen med store bidder æder anstændigheden i samfundet. Nogen der mener, at hvidvask og skatteunddragelse ikke kun er ulovligt men også forkasteligt. Nogen der ser, at naturen lider og samtidig forstår, at mennesket lider sammen med den. Stem med hjertet og for guds eller vores egen skyld på én, der har et!

Her langt ude på landet begynder en ny sæson. Winter is coming, og som regel er det der, hvor der er lidt tid til at sænke skuldrene, se hinanden dybt i øjnene, tage en dyb indånding og beslutte, om der skal gøres noget andet, tænkes anderledes, ændres på gården, på dyrene, på livet. Vi ser tilbage på en helt skør sæson, hvor vi med vores første store musikfestival tog arrangementerne et skridt videre. Det blev en kæmpe succes, og det har naturligvis farvet planerne for fremtiden. Der kommer til at ske en masse spændende ting på gården, og der bliver noget for enhver smag.
Lige om lidt er en bog klar til udgivelse. ”Det man spiser, er man selv”, som bogen hedder, kommer til at skabe debat, én af de vigtigste i vores verden. Debatten om hvad man spiser, og hvor det kommer fra. Det, der denne gang er markant anderledes, er, at bogen henvender sig til de unge, og derfor nok vil blive set som en større trussel, end da vi udgav Mad vs. Fødevarer. Hjælp med at skabe debatten og holde liv i den. Den er alt for vigtig til at opgive!

Men ikke nok med at den bog er på vej, så er der også en anden, der lige så stille presser sig på. Former sig på magisk vis i spidsen af den træfarvede blyant, når den farer henover de stiplede linjer i hæftet. Lone skriver på sin 3. roman, og jeg glæder mig helt ind i sjælen over at det sker, og at den kommer.

Nu er jeg nået dertil, hvor jeg plejer at skrive lidt om nytårsforsæt, men det tror jeg, at jeg vil undlade. I stedet vil jeg understrege, ligesom Danske Bank, at man skal gøre det, man er god til, og det vil vi så gøre. Eller som partiet Venstres slogan; Venstre ved du, hvor du har.

Det ved du også med os.

Godt nytår – fra Søren Sørøver til dig!

P.S. Stjernehimmel-over-gård-foto er taget af Anders Victor Petersen

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

7 svar til Velkommen til 2019 – Søren Sørøvers nytårstale til dig

  1. Majio siger:

    …nå, jo.. – og
    så skal alle menneskers hjerter synge, –
    vil du være med til også at skrive det på til et nytårsønske, Sørøver?…:)

    Må der altid være en stor stjerne-himmel over jeres gård:)

  2. Majio siger:

    Kære Søren.
    Tak for din tale!
    Jeg håber RIGTIG MANGE læser den!
    Jeg har taget mig rigtig god tid til at kikke på den –
    og jeg må sige – her til morgen, da jeg læser den i sin fulde længde –
    jeg føler mig noget mundlam og blæst bagover…

    Rigtig godt nytår!!!
    – Jeg håber på fuld opvågnen – med fuld erkendelse af den enkeltes ansvar,
    og erkendelse af, hvad som er RIGTIGT og FORKERT i hjertet!!
    I handling!

  3. Joergen Andreas Joergensen siger:

    Tusind tak for dit indspark og inspirerende opfordring til at give vores land og verden masser af hjælp til at blive et bedre/mere bæredygtige steder at være. Også mange tak for jeres daglige ‘opråb’ tilsat meget smukke og sigende fotos, som det ofte kan tage et helt døgn at fordøje
    fatte de fulde konsekvenser af. I ønskes et Godt og Lykkebringende Nytår 2019. SKÅL !!!

  4. Ole Christensen siger:

    Tak for en meget klog og inspirerende nytårstale. Tak endvidere for jeres input som giver en positiv start på dagen.

  5. Henny Mikkelsen siger:

    Tak for årer der næsten er væk
    Godt brølet med nytårstalen , håber mange læser den

  6. Pia Sofie Lotus Sommer siger:

    Tak for ordene, tak for talen, og i det hele taget et Godt Nytår på gode steder og udfordrende steder. Knus til jer alle på jeres Ark, store og små med stor kærlighed fra Præstø

  7. Godt brølt 😊😖😊
    Og godt nyt år. Med fremgang de rette steder. Det er godt I er her.

Der er lukket for kommentarer.