Skæg for sig og snot for sig

I disse besynderlige tider er det godt at have en ged.
Også i disse tider.

De gamle medier er præget af armslængdeprincippet, og nakkegrebet er hårdt og kontant. Selv indenfor public service promoveres menneskeligheden i politikere, som fører umenneskelig politik. Sociale medier er koblet til amygdala, eller omvendt, og ministre slipper afsted med løgne, der for få årtider siden havde vækket ramaskrig eller i det mindste en blodtørstig presse. Nu er pressen blot blodfattig, så hvor får man ærlige svar, når der er for langt til Phytia i Delfi?

Man går til Tillægsgeden Tue.

Tue taler de tavses sprog, og det er forudsætningen for at undgå usandheder.

Alle svar findes i gedens skæg – detaljerne i de enkelte hår, og store spørgsmål aflæses i retning og hældning af det komplette fipskæg.

Tue er ubestikkelig og nedtoner ikke de livsvigtige afgørelser til fordel for populære historier, som masserne kan rumme. Tue kan ikke købes af en kapitalfond eller nogle venner, og hans tilkendegivelser er grundfæstede og skal ikke finansieres.

Blæser der nye vinde Tue?

Nej, er svaret.

Ikke endnu
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

2 svar til Skæg for sig og snot for sig

  1. >Oraklet Tue, – haha! Godt vi har en vi kan stole på.

  2. Karenmarie Simonsen & Lars Vibe-Hansen siger:

    Godt talt Tue – men måske er der alligevel forandringer i horisonten!
    Medier og politikere trænger til en gevaldig opsang – og en af dem der taler magten og medierne imod er Mads Palsvig, “opvågnet” finansmand og stifter af det nye parti JFK21 (Jorden, Frihed, Kundskab).
    Med sine meget udfordrende, sydtemkritiske og samtidigt særdeles seriøse mærkesager blæser der virkeligt nye vinde i det danske landskab!
    Men døm selv:
    https://www.jfk21.dk/om-jfk21/

    Rigtigt godt Nytår – 🍾💥- til jer og alle de der følger årets gang i et autentisk landbrug – med de gode historier og de fantastiske fotos!
    Stor inspiration for alle!

    Alt godt til jer i det nye år!

    Karenmarie & Lars
    Mors

Der er lukket for kommentarer.