Det man spiser…

Det var et stort øjeblik i går aftes – opskriftsamlingen til den kommende bog for unge (og voksne) mennesker om fødevarer, mad, husdyrenes vilkår, grundvand, dyrkning, klima, sprøjtegifte, fremtidens muligheder og andet vigtigt blev afsendt til grafikeren/illustratoren Hjortefar.

Når opskriftdelen er sat op og illustreret, mangler der ikke meget, før vi kan mødes, gennemgå detaljerne, rette til og indlede korrekturlæsningen. Jeg skal have ordnet kildematerialet, men der er ikke mere at skrive.
Vi har arbejdet på indholdet i 2 år og glæder os inderligt til at kunne udgive bogen om nogle få måneder.

Landbrugets handlekraftige og indflydelsesrige organisationer har været og er fortsat faste bidragydere af undervisningsmateriale til de opvoksende generationer.

Det er ikke sikkert, at det industrielle landbrugs interesser stemmer overens med de kommende generationers behov for rent drikkevand, insektliv, natur, biodiversitet, skov herunder regnskov, sygdomsbekæmpelse med antibiotika, eller generationernes syn på dyr som individer med krav på ordentlige muligheder for livsudfoldelse.

Bogen anlægger et helhedssyn på trivsel ud fra et forsigtighedsprincip og ikke ud fra økonomiske interesser.

Nogle mulehår længere fremme forhåbentlig
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.