Søndagspizza på gården med Oles gård pizza og vores iskolde fadøl

Flere har spurgt, om der da ikke kommer søndagspizza på gården i år. Og nu kan vi løfte sløret for, at der bliver én eneste og mest fantastiske omgang sprød pizza og koldt fadøl.

Det har knebet med tid både fra Oles side og vores i forhold til sommerens pizza-arrangementer, men helt snydes skal I ikke, og derfor slår vi pjalterne sammen søndag d. 5. august, hvor vi vil stå klar fra kl. 18 til 21 med det sædvanlige grej. Ole med de lækreste pizzaer, og vi står i baren med koldt øl, charmerende æblebobler og det lækreste hjemmelavede sodavand til børn og barnlige sjæle.

Som sædvane er der ingen bordbestilling, og vi beder alle om at møde op med tålmodighed og godt humør, så tager vi os af resten for at sikre en fantastisk aften.

Det er også den aften, der afslutter årets restaurantsæson på gården, da Sommerrestauranten aka Restaurant Hærværk og Domestic lukker og slukker med frokost søndag d. 5. august som årets sidste servering.

Det vil sige, at du nu har godt 14 dage til at få besøgt Sommerrestauranten og til at hanke op i naboen, postmanden eller din syge moster og resten af familien inden den store pizzafinale.

Vi glæder os som altid til at se jer på gården!

Lune og tørre sommerhilsner
Lone & Søren

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

Et svar til Søndagspizza på gården med Oles gård pizza og vores iskolde fadøl

  1. Pingback: Goddag sø, farvel maskiner | Beretninger fra et autentisk landbrug

Der er lukket for kommentarer.