Bare rolig det er kun en smule gift. I Nationens tjeneste.

Vi har i EU haft en befriende nultolerance overfor gift i vores drikkevand. Grænsen er sat ud fra de i datiden til rådighed måleteknikker og udstyr. 0,1 milligram pr. liter var den mindste enhed, man kunne måle, og derfor måtte der de facto ikke kunne spores gift i drikkevandet over denne værdi. Nu kan man måle lavere værdier og har derfor valgt at kalde det en politisk fastsat grænseværdi.

Allerede der begynder det at skride. For lige pludselig er det ikke en nultolerance, men en fastsat værdi, endda en politisk én af slagsen og alle ved, at den slags står til at ændre. Forhøjes forstås.

Gennem et sidste stykke tid har vi set boring efter boring, der må lukkes, fordi denne irriterende grænseværdi overskrides. Heldigvis kan man klamre sig til, at det (oftest) er fortidens synder, der er skyld i problematikken. Altså gifte der ikke længere er i brug. Så kan man jo altid diskutere, om fortidens syndere kan fritages for ansvar. Når man godkender de nuværende sprøjtegifte, godkendes kun gifte, man mener, ikke kan nå ned i grundvandet. De skal altså på mirakuløs vis miste pusten fuldstændig i atmosfære, øvre vandlag og jord. Det må være på et meget teoretisk grundlag, den slags undersøgelser foretages, for skulle man kunne give en gennemtestet forskningsvurdering af, hvorvidt en gift finder ned i grundvandet, inden den frigives til brug, ja så skal man bruge indtil flere forsøgsmarker og 30-45 års overvågning.

Det gør man sådan set også, man vælger blot i praksis at lave forsøget sideløbende med, at giften bruges. Man overvåger den så at sige. Det hedder VAP. Nu forholder det sig sådan, at man stille og roligt begynder at finde spor af de gifte, der bruges for nuværende, og derfor begynder man at fægte lidt med den der forbandede nultolerance. For det er godt nok ærgerligt, at man har fastsat så lav en grænseværdi, når befolkningen kan tåle meget mere gift uden at blive selvlysende.

Derfor har landbruget og dets giftlobby Dansk Planteværn længe advokeret for, at der fastsættes nogle værdier, som godt nok vælter kanariefuglen, men ikke minearbejderen – man skal jo passe på sine kunder, eller i det mindste holde dem i live.
Det er såmænd, hvad man kan forvente fra den kant, og så er det jo godt, at vi har en demokratisk reguleret og ubestikkelig Miljøstyrelse, der i folkets tjeneste sikrer, at der er grænser for galskaben.

Derfor havde jeg, hvis jeg havde drukket kaffe, fået den i gal hals forleden morgen, hvor Dansk Planteværn på deres Facebookside bragte et link til Miljø- og Fødevareministeriets hjemmeside med en artikel om Vibeke Møller, der i ”Nationens Tjeneste” – det står der sgu – arbejder som funktionsleder med at godkende pesticider. Nå ja, men det kan vel være meget godt og sobert at vide lidt om, hvordan de arbejder.

Det er bare ikke det, artiklen handler om. Den er kort, så lad os lige tage den bid for bid her.

”Jeg arbejder med at godkende og regulere pesticider, som landbrug, gartnerier, frugtavlere og private anvender. Pesticidområdet er fyldt med stærke følelser og holdninger, og det mærker jeg tydeligt i mit daglige arbejde.”
No shit Sherlock! Det er folkesundheden, det gælder!

”Det er spændende, men det gør det også nogle gange svært. For eksempel når det gælder grundvand, har mange den holdning, at pesticider er farlige og skal forbydes omgående.”
Her slår hun fast, at den følelsesladede tilgang til emnet ikke kan bruges til noget konstruktivt, og at den er gift for den sande debat om gift.

”Og så er det svært at trænge igennem med faglige argumenter om, at alternativerne muligvis er værre, og at midlerne bekæmper nogle skadevoldere, som rent faktisk kan ødelægge de afgrøder, vi gerne vil spise.”
Og her fortsætter hun så med ren og skær følelsesargumentation. At alternativet muligvis er værre. Værre for hvem? For mig som spiser, aldrig. For miljøet og biodiversiteten? Næppe! For landbrugets pengepung? Nej, faktisk heller ikke, det har vist sig, at dem der kan klare sig uden brug af gifte får en væsentlig højere pris for afgrøderne. Værre for giftindustrien, øhh JA. For Vibekes arbejdssituation, bestemt.

”Jeg brænder specielt for, at den danske stemme på pesticidområdet skal blive hørt i EU, og det har vi faktisk stor succes med. Vi sidder med i de vigtige paneler i EU og har indflydelse på udarbejdelsen af vurderinger og vejledninger, og det arbejde står mit hjerte nært.”
Jamen er det ikke fantastisk. Danmark arbejder internationalt for, at vi alle kan svine kloden lidt mere.

Og så sluttes der af med fuld plade i følelsesbankoen: ”Jeg bruger ikke selv pesticider derhjemme. Men min far er pensioneret landmand, og han kommer af og til og sprøjter fortovet. Det har jeg det fint med, for jeg har selv været med til at godkende stoffet.”
Det er lige før, man kan høre solsorten i hækken fløjte den gamle gartners sang af ren fryd over idyllen. Nej, det der følelsesnoget er kun med til at forplumre samtalen, starter hun og cykler på den høje klinge ned ad samme vej.

Herefter kommer en række faktabokse, der på mere faglig vis og med kun få partsindlæg fra den giftige side, gør rede for vores tilgang til gift i grundvandet.

Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor Miljø- og Fødevareministeriet byder ind med denne personlige fortælling, og hvis jeg må komme med min egen lille lommefilosofiske analyse, så er det her en brik i spillet om at flytte folket lidt nærmere den forestående virkelighed – at det ikke kun er fortidens synder, der kan findes i grundvandet, men at vi i løbet af meget kort tid vil kunne finde de mest brugte gifte i vores grundvand. Og så ville det jo være ærgerligt, hvis folket kunne finde på at forlange, at forskerne, der har godkendt stofferne, rent faktisk overholdt deres egen målsætning om, at de nye stoffer ikke må kunne detekteres i grundvandet. Det vil være nemmere for alle, hvis vi kan vænne os til en grænseværdi, én af dem der kan gives et nøk i ny og næ.

I Nationens tjeneste og min bare
Søren Sørøver

Link: http://mfvm.dk/ministeriet/i-nationens-tjeneste/pesticider/#.Wz8N5itXhoU.facebook

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

4 svar til Bare rolig det er kun en smule gift. I Nationens tjeneste.

  1. John Hansen siger:

    Tak for et godt og sobert indlæg om i giftdebatten. I skriver så det er til at forstå. Fortsæt det gode arbejde og spred budskabet, også til dem der køber fødevarer der er konventionelt dyrket. Forhåbentlig er det muligt at trænge igennem hos de gifteksponerede. KH John

  2. karen keinicke siger:

    Taaak for et godt skriv!
    Hvor er det bare helt hen i vejret, hvad fagligt højtlønnet personale kan finde på at bruge deres liv på at være medspiller indenfor. Fake news og lobbyisme uden at det står på visitkortet.
    Godt at nogen, som jer Lone og Søren hiver fat i det konkrete og holder det op, så vi andre kan læse det. Jeg både griner og græder. Men jeg glæder mig hver gang over at budskabet, så barrokt som det er bliver hængt til tørre.

  3. Majio siger:

    Du og Lone er virkelig skarpe, jeg har ikke fulgt jer så længe, men I står for mig, i allerhøjeste grad, som nogen der går forrest, og viser hvordan alt levende bør behandles og har sin berettigelse. Ærgerligt hvordan “myndighed” er blevet sådan et fy-ord i alt for mange tilfælde. Man må selv undersøge, der er ingen plads til at være “naiv”, for det hedder det jo, hvis man tager “autoriteternes” udtalelser for gode varer, de skulle skamme sig skulle de.

  4. Kirsten siger:

    Mærkeligt at Danmark opfører sig som et U-land.

Der er lukket for kommentarer.