Flere nye beboere på gården

Vi har fået nye beboere i stuehuset, og det er fint, for her er plads nok.

De larmer mere end teenagere med dårlig musiksmag, men begge dele går over før eller siden. Ikke beboerne – kun teenagetiden og den dårlige musik.

Rødstjertene er flyttet ind i 3. fra venstre, har lavet rede og klækket et kuld.

Hver morgen omtrent kl. 3.30 når dagslyset er på vej, forældrefjerkræet alligevel er oppe og soveværelsesvinduet står åbent et par meter derfra, igangsættes en enerverende udveksling af lyd, som vækker gårdens to haner, der istemmer det inferno af fuglestemmer, som efterfølgende rejses fra skoven til haven. Lydbølger ruller og decibeldiger bryder sammen.

Den direkte konsekvens af mere natur, bedre vilkår for en mangfoldighed af insekter, småfuglenes trivsel og rovfuglenes ditto.

Er det virkelig det, vi vil, spurgte jeg Sørøveren, som heller ikke kunne sove.

Men han var mere optaget af fluer
Lone

Om Lone Landmand

Er landmand, vinmager, cider- og ølbrygger, dyrker maden og er én der skriver. Nu. Har været videnskabelig forskningsassistent, fodermester, underviser i levnedsmiddeltoksikologi, mikrobiologi og statistik, barn - for længe siden, griseavler, opfinder af veterinærudstyr, underviser i madlavning med mange grøntsager - og kager plus det løse. Forfatter - til "Hønsefødder & gulerødder" - en madbog der kammer helt under, til feel bad-romanen "Under landet" - læs den hvis du tør, samt til den debatskabende bog "Mad vs. Fødevarer", som nok er den mest skræmmende...
Dette indlæg blev udgivet i Hverdagen. Bogmærk permalinket.

3 svar til Flere nye beboere på gården

  1. Sanne-Pande-Kaffekande siger:

    hahaha… hvilket sjovt indslag ! Vi er lige netop flyttet ud på vores “nye” gård i den forgangne weekend og er nu næsten-naboer til Jer, og hold da op, hvor jeg genkender det beskrevne 🙂 Alle dyrelydene var jeg forberedt på og helt på det rene med. …… -men fluerne!!!!! Arrrrghhhh…..

  2. Helle siger:

    Arj, det kan man altså ikke sige- inferno af fuglestemmer – der findes da ikke meget bedre end den fantastiske morgensang fuglene præsenterer de få uger i foråret/forsommeren :-)) rødstjerter under taget, suk.

  3. Pia Sofie Lotus Sommer siger:

    Så livsbekræftende

Der er lukket for kommentarer.